Andreas Damgaard ny SfH’er til årsskiftet!

Det er med stor glæde Skive fH melder om en tidlig julegave, men den er værd at vente til 1. januar på.

Det er blevet muligt at tilknytte Andreas Damgaard, 22-årig bagspiller der kan begå sig som både playmaker og back, og som senest har været på kontrakt hos rækkekollegaerne fra TM Tønder. Siden 8. september har Andreas grundet en hovedskade ikke været i kamp for klubben han ellers i sommers ankom til, og ophævelse af hans kontrakt har nu muliggjort skiftet til Skive fH midtvejs i sæsonen.

Inden da har Andreas haft en fortid i Lemvig-Thyborøn Håndbold, så det er ikke et ubeskrevet blad der supplerer truppen. I foråret var han en nøglespiller til at sikre det var LTH der først meldte sig ud af nedrykningsdramaet, og at det var Kolding der til sidst sloges med TM Tønder om hvem der skulle være liga- eller 1. divisionsmandskab.

Som alderen afspejler, er Andreas stadig en spiller der kan forme og udvikle sig på en række parametre, og det håber vi at være den rette klub til. Han har allerede forcer som en god fintespiller, og skytte, men også en spiller der dækker godt op defensivt - en rigtig tovejsspiller, så at sige.

Det har ikke været nemt i de senere måneder, men nu er ambitionen at få karrieren tilbage på sporet.

”Det var rigtig svært at komme til Tønder og måtte sidde udenfor med en hovedskade, men det går lige så stille den rigtige vej. Hovedskader er jo noget meget uhåndterbart, og det tager den tid det nu engang tager at komme tilbage. Jeg har haft Arne som træner tidligere, og så bliver det også godt at komme på hold med min bror, Thomas Damgaard”, forklarer han således omkring skiftet.

Fra klubbens side er der tiltro til Andreas’ tilbagevenden til håndboldbanen, og at han hurtigt kan falde til i truppen både socialt og spillemæssigt.

”Med Andreas Damgaard supplerer vi truppen med en profil der har ligaerfaring, og vi har fulgt ham igennem efterhånden en del år. Vi tilbyder Andreas rammerne til at komme tilbage, og der er ingen tvivl om at han på 100% er en kapacitet i enhver 1. divisionsklub”, forklarer direktør Peter Andersen, der også er manden der fra Skive fH’s side har snakket og forhandlet med den nye bagspiller i blåt.

Andreas kommer til at spille med nummer 15, og starter ligesom resten af truppen op lige efter nytår. Her skal trænes frem imod den første styrkeprøve for Skive fH i 2020, som er topkampen på hjemmebane imod TMS Ringsted den 10. januar klokken 19:30 i Interfjord Arena. En kamp du kan købe billet til her, og som vi ovenpå gårsdagens sejr over Odder glæder os endnu mere til!


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægterSalgs- og Handelsbetingelser
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram