En tom hal og to point til Skjern

Hvad vi håbede, vi aldrig skulle prøve igen, blev i dag en realitet, tomme lægter i hallerne. Det betød også, at vi måtte undvære de ellers trofaste medrejsende fans, som vi har haft med til hver eneste opgør på udebane i denne sæson.

Og det var i det hele taget en mærkelig oplevelse at spille i Skjern Bank Arena, hvor dagens modstander Skjern Håndbold lagde hjemmebane til. For nu ved vi efterhånden, hvor stille der kan være i en hal, når det kun er to håndboldhold, der kæmper mod hinanden. Skive fH og Skjern Håndbold gjorde ellers hvad de kunne, for at bryde stilheden i en kamp, der begyndte rigtig godt, men endte knap så godt for Skive fH.

Skive fH startede 1. halvleg fremragende ud, og var på kort tid foran 5-3. Efter et par omstillinger fra Skjern Håndbold, blev det hurtigt ændret til 8-5, og Arne Damgaard kaldte til timeout. Her fik han samling på tropperne der fik ændret stillingen til 8-9 kort efter. Blandt andet takket være en aldeles velspillende Andreas Søgaard på stregen, der satte syv af de 17 mål i kassen, som Skive fH gik til pause med. I front med en enkelt med halvlegsresultatet 16-17 efter en spændende halvleg, hvor defensiven var god og initiativet på plads i angrebet.

En helt anden snak blev det dog i 2. halvleg, hvor Skjern Håndbold ikke skulle bruge mere end et par fejl fra fH-mandskabet før hullet var slået. 24-19 var stillingen efter 41 minutter, hvor Skjern straffede selv den mindste fejl fra fH hårdt og kontant med mål i den anden ende. Et par hurtige mål fra Skive, fik Skjern til at kalde til timeout, og de fik indstillet forsvaret så godt, at Skive fH havde svært ved at finde hullerne og måtte ty til syv mod seks. Det gav dog heller ikke mål i den rigtige ende, for her var Skjern også kyniske og ikke mindst hurtige til at putte bolden i det tomme mål. Med i regningen hører også en Christoffer Bonde i Skjern-målet, der vendte retur på de redninger han ikke leverede i 1. halvleg. Kampen endte med point til Skjern efter 31-24 ved slutfløjt.

Kampen mod Skjern Håndbold var sidste kamp inden jul. Lige efter venter et opgør mod Bjerringbro-Silkeborg 3. juledag på hjemmebane i Interfjord Arena kl. 18.30. Opgøret livestreames på vores facebook.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram