Januarstatus med cheftræner Arne Damgaard

I mandags kunne spillerne fra Skive fH møde ind til træning efter en længere juleferie end først planlagt. De corona-aflyste kampe mellem jul og nytår lagde en uges træningspause oveni for spillerne, hvor corona-smitten også stadig huserer en smule hos Skive fH. Holdet har endnu ikke været fuldtallige til denne uges træning. Arne Damgaard er ikke helt tilfreds med de ekstra dage, der sender Skive lidt tilbage i planlægningen. En skadesfri opstart er dog hovedfokus nu.
”Vi er lidt trætte af, at vi har haft så lang en pause, som vi har på grund af julepausen og Corona. 10 dage blev i stedet til tre uger, og det gør, at vi starter lidt længere tilbage, end vi gerne ville. Spillerne har holdt sig i gang, men vi ved også, at når man ikke har kastet med en bold i tre uger, så skal man passe lidt på i den første uge. Så det gør vi, så vi ikke får en dum skade.”

Inden vi kigger fremad i kampprogrammet, hvor der endnu venter 12 kampe i grundspillet, så skal vi kaste blikket bagud sammen med Arne Damgaard. Cheftræneren ser selv meget positivt tilbage på specielt opstarten, hvor holdet derudover også har vist, at Skive fH faktisk kan bide skeer med de fleste hold i HTH Herreligaen. Der er dog de manglende point, der stadig irriterer Arne Damgaard.
”Det eneste der ærgrer mig er, at vi ikke har fire point mere. Det synes jeg, vi har gjort os fortjent til, men vi har bare ikke været dygtige nok til at afslutte kampene. Vi har haft en udfordring i 2. halvleg i rigtig mange kampe, og det er noget, vi gerne vil bruge noget tid på at komme til livs her i januar.”

Men hvad er det så helt præcist, der skal ændres på, hvis pointene skal sættes på kontoen. For jagten på 13. pladsen er stadig i gang, og der er 12 kampe tilbage til at sikre point nok. Flere scoringer bliver en vigtig brik, fortæller Arne Damgaard.
”Vi skal have flere scoringer, vi scorer for få mål i vores kampe i forhold til vores chancer. Så vi skal arbejde med vores scoringsprocenter, og det får vi nogle træningskampe her i januar til at arbejde med. Det skal vi simpelthen være bedre til. Og så skal vi have puttet lidt på det hele, hele vejen rundt. Vi skal finde nogle skarpheder, især angrebsmæssigt, hvor vi har svært ved at score, når vi spiller seks mod seks.

HTH Herreligaen må siges at være den mest overraskende, vi har haft i mange sæsoner, og derfor er det bestemt også realistisk at opnå målet om 13. pladsen. Holdene har slået hinanden på kryds og tværs i denne sæson, og det gør det også til et spændende forår, mener Arne Damgaard
”Det er også nogle hold, der mener, de har underpræsteret, så derfor bliver det rigtig svært. Det bliver spændende at se, hvor mange point, der skal til, så derfor ville jeg gerne have haft fire mere. Det har vi været tæt på at have i mange kampe. Så vi satser på at kunne hente nogle point i forårets kampe.”

Kaster man et blik på tabellen lige nu, så er det heller ikke mange point, der adskiller de direkte nedrykningspladser og den lidt mere sikre placering som nr. 13. Der er derimod heller ikke langt op til 9. pladsen, som udløser to point i nedrykningsspillet. Her ligger TMS Ringsted i øjeblikket placeret med 13 point, mens Skive fH ligger på 14. pladsen med otte point.
”Der er jo kun GOG, der er stukket af og endnu ikke har tabt. Alle andre har tabt kampe til hold, der desværre også har gjort, at der er nogle hold, der har flere point end de måske skulle have haft. Det er derfor, det er vigtigt, at man er klar hver gang, der er en chance for at tage point. Det er jo også fedt, det er sådan en udfordrende række, hvor alle slår alle. Det er bare ærgerligt der i år er to hold, der skal rykke ned.”

Ifølge Arne Damgaard, så ligger der også point rundt om hjørnet for Skive fH-mandskabet, der forhåbentlig har alle mand tilbage i næste uge. Mange af top otte-holdene har Skive fH allerede mødt to gange, og forårsprogrammet gemmer derfor på mange spændende opgør mod hold, der også jagter point for at undgå nedrykning.
”Jeg har stadig en forhåbning om, at Ribe-Esbjerg hjemme er en kamp, vi skal jagte. Specielt fordi vi var så godt med dernede, og håbe, vi har lært mere af den, end de har. Vi har været med i mange kampe, så jeg går ikke ind og siger, at der er nogle, der på papiret er større chance for at vinde. men vi kan være med i alle kampe.”

Skive fH starter forårssæsonen ud tirsdag d. 1. februar kl. 19.30 på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg. Tre dage senere gæster Ribe-Esbjerg HH også Interfjord Arena - det er fredag d. 4. februar også kl. 19.30.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram