Magnus Haubro: Jeg tror på, vi har en chance for at tage to point

Statistikken, oddsene og tabellen er imod os til søndagens kamp mod Skanderborg Aarhus Håndbold i Fælleden. Skive fH-mandskabet har dog allerede vist, at underdog-rollen passer dem ganske fint, og det bestemt er muligt at hente point på svære udebaner. Samme analyse kommer fra Magnus Haubro inden morgendagens kamp.
”Jeg synes, vi har fået en rigtig fin start på sæsonen og drillet nogle af de hold, som vi som udgangspunkt ikke var spået de store chancer imod fra starten. Så hvis vi rammer samme spillemæssige niveau, som vi gjorde mod KIF Kolding, så tror jeg på, vi har en chance for at tage to point med hjem.”

Skanderborg Aarhus Håndbold er et af de hold, der har selv har fået en ganske fin start på sæsonen. Efter fem kampe har de placeret sig på tabellens fjerdeplads med otte point, og har blandt andet hentet pointene mod hold som KIF Kolding, Sønderjyske Herrer og Skjern Håndbold.
”Skanderborg Aarhus har fået en rigtig god start på sæsonen og har hurtigt fået integreret de nye spillere på holdet. De spiller godt som kollektiv og står solidt i defensiven, hvilket har gjort det svært for en del af de modstandere at komme til gode chancer,” siger Magnus Haubro om morgendagens modstanderhold.

Det er også et nyt fusionshold, som har stort set den samme grundstamme af spillere fra seneste sæson. Med fra Aarhus kom Jon Katballe, derudover er blandt andet Allan Toft kommet til på stregen samt venstrebacken Morten Jensen fra TMS, der allerede har vist sig at være ganske skudsikker. Derudover finder vi i målet en målmandsduo, som igennem flere sæsoner har komplimenteret hinanden godt; Salah Boutaf og Kristoffer Laursen. Og netop de to skal Skive fH-mandskabet sørge for ikke at skyde varme, fortæller Magnus Haubro.
"De har igennem en årrække vist sig at være et målmandspar med gode redningsprocenter hver især, så vi skal være omhyggelige og prioritere vores afslutninger særligt i starten af kampen, så vi ikke får skudt en af dem alt for varme i kampens begyndelse. Derudover så ser jeg også Skanderborgs defensiv som en af deres helt store styrker, hvilket de også har vist indtil videre i sæsonen. De spiller med god fysik og har nogle store drenge til at stå inde i midterblokken med Mathias Smed som lederfiguren.”

Selv kommer Skive fH til kampen med en uafgjort i Interfjord Arena. En flot, flot præstation på banen fra Skive-mandskabet hev et point fra KIF Kolding, hvor flere gode elementer fra opgøret på hjemmebane kan hives med til i morgen, fortæller Magnus Haubro. Og så skal der skrues lidt ekstra på et par knapper.
”Den perfekte opskrift på en Skive-sejr, er, at vi skal stå enormt kompakt og godt i forsvaret, og så få gang i vores kontrafase. Vi skal løbe med dem, så vi ikke kommer til at spille seks mod seks på buen hele kampen, for så får vi det svært. Derudover skal vi selvfølgelig ramme et højt niveau i angrebsspillet og have enten Brander eller Shaq til at stå en god kamp. Hvis vi kan lykkes med det, så synes jeg, vi har gode muligheder for at skabe endnu en overraskelse.”

Det er heller ikke et uvant halgulv der venter i morgen for flere af vores spillere, Andreas Søgaard, Oliver Juhl og Magnus Haubro har alle tre en fortid i Skanderborg Håndbold og kender derfor det orange halgulv ganske godt.
”Det bliver en speciel oplevelse at komme tilbage og spille i Fælleden, men også en oplevelse som jeg glæder mig rigtig meget til, og har set frem til siden sæsonen startede.”

Kampen fløjtes i gang i morgen kl. 15.00 - som altid kan du følge opgøret på tophåndbold. Du kan også smutte forbi Skive fH´s Instagramprofil, hvor vi også opdaterer opgøret.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægterSalgs- og Handelsbetingelser
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram