Ny administrativ ligaspiller til Skive fH!

Skive fH byder velkommen til klubbens seneste signing udenfor banen, Ida Pinholt, klubbens nye kommunikations- og eventansvarlige. Ida kommer oprindeligt fra Vestsalling, men har de seneste seks år været ”lejet” ud til Århus, hvor hun har studeret og færdiggjort en professionsbachelor i kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her har hun også arbejdet hos Århus Håndbold, som bekendt gik konkurs i foråret, så vi er glade for, at det kunne lykkedes at hente Ida på en fri transfer.

”Jeg er glad og stolt over at kunne præsentere vores seneste signing til Skive fH. I en tid med fokus på diversitet og stadig større lighed blandt køn, så synes vi, det var på tide at få noget mere østrogen ind på holdet. Og netop det faktum, at Ida har arbejdet hos en af ligaens tidligere etablerede klubber, kommer til at give vores organisation et kæmpe løft med den nærtstående sæsonstart i HTH Herreligaen. På alle parametre er Ida et godt match til klubben.”

Jesper Sørensen, direktør, Skive fH  

Oprustning af kommunikation og hospitality

Ida kommer til Skive fH for at løfte niveauet på kommunikationen. Derudover vil der i den nyoprettede stilling også være et stort fokus på førsteholdet i HTH Herreligaen samt generelt ansvar for at understøtte kommunikationen på tværs af hele klubben - lige fra de yngste spillere til seniorer.

”Vi har en stor opgave at løfte omkring vores pleje af sponsorer og samarbejdspartnere, hvor vi arbejder efter nogle store vækstplaner. For at kunne indfri vores løfter, så har det været en naturlig konsekvens, at der også skal flere hænder til for at yde den nødvendige service og hospitality. Derfor vil Ida også blive et kendt ansigt blandt vores sponsorer og samarbejdspartnere."

Jesper Sørensen, direktør, Skive fH

Fokus på sociale aktiviteter

Udover de kommunikative opgaver kommer Ida også til at beskæftige sig med events og arrangementer. Det indeholder naturligvis kampafvikling omkring vores herrehold i HTH Herreligaen med fokus på vores VIP-arrangementer såvel som øvrige arrangementer for vores samarbejdspartnere. Samtidig bliver Idas fokus på generel afvikling af arrangementer for hele Skive fH, som naturligvis skal generere økonomi til klubkassen med fokus på at samle klubben og skabe positive oplevelser for alle vores medarbejdere og samarbejdspartnere med det sociale aspekt i fokus.

”Vi ønsker med denne ansættelse at løfte klubben til et højere niveau, som ikke er set tidligere i klubbens 40-årige historie. Samtidig ønsker vi, at hele kommunen og egnen skal opleve Skive fH som en endnu bedre medspiller, som ønsker at fremme samarbejde og positive sociale aktiviteter.”

Jesper Sørensen, direktør, Skive fH

Byd Ida hjerteligt velkommen til Skive fH!


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægterSalgs- og Handelsbetingelser
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram