Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere en ny mand i Skive fH-trøjen. Det er den lokale 29-årige højre back Nicolaj Spanggaard, som med øjeblikkelig virkning skifter til klubben fra ligamandskabet Ribe/Esbjerg HH.
Skive fH og Ribe/Esbjerg HH har indgået en lejeaftale for resten af indeværende sæson, og fra sommeren har Skive og Spanggaard skrevet en etårig aftale. Dermed har vi papir på hinanden frem til sommeren 2027.
– Jeg glæder mig til at blive en del af en rigtig foreningsklub igen, og jeg kan virkelig mærke, at Skive er en klub med liv og sjæl, og den betyder meget for rigtig mange mennesker. Det tænder en ild i mig som spiller, og det gør, at man er villig til at finde ti procent ekstra på banen, siger Spanggaard.
Player sponsorat – Nicolaj Spanggaard
Der skal lyde en kæmpe tak til de lokale virksomheder, som har gjort dette skifte muligt, her midt i sæsonen og med meget kort varsel. Når en forfærdelig skade pludselig opstår med Tobias, er det fantastisk at vi har en stærk og trofast sponsorskare, som er klar til at hjælpe til, når vi beder om en ekstra ordinær håndsrækning.
Samtidig har det også genereret en helt ny sponsor til klubben, hvorfor vi med glæde kan byde velkommen til Mariesminde Landbrug, som bliver ny personlig sponsor for Nicolaj Spanggaard. Herudover en stor tak til følgende af vores trofaste partnere.
En enkelt Skive-sæson på cv’et
Nicolaj Spanggaard er et velbeskrevet blad på den danske håndboldscene, hvor han i hele sin seniorkarriere har spillet i håndboldligaen. Han fik sit gennembrud som ung spiller i Mors/Thy, mens han også har repræsenteret Lemvig/Thyborøn og altså senest Ribe/Esbjerg.
Men karrieren begyndte her på egnen, hvor han er født og opvokset i Oddense. De første håndbold-år blev således også tilbragt i Oddense/Otting U&GF, hvorefter han som U14-spiller havde en enkelt sæson i Skive fH, inden han tog turen til Mors.
– Det bliver mega specielt og stort at spille i Skive. Jeg kan huske, da jeg var barn og spillede i Oddense, hvor os kammerater fra folkeskolen tog ind til Skive for at se førsteholdet spille. Dengang var det i 2. division, og vi fulgte dem også op i 1. division. Efterfølgende har jeg også altid fulgt med i, hvordan det er gået, siger vores nye højre back.
God tovejsspiller med stærk fysik
Nicolaj Spanggaard havde første træning med sine nye holdkammerater i Skive i tirsdags, og allerede torsdag aften kan han få debut, når han er med i truppen mod Aarhus Håndbold. Det bliver samtidig hans første kamp nogensinde i 1. division.
– Det bliver sjovt at starte, og jeg ser frem til det. Det er en fed måde for mig at komme ind på holdet nu, fordi her skal man opnå noget og se, om man ikke kan få den oprykning.
– Skive har en mega fed trup, og der er mange unge dygtige spillere, som, jeg tror, kan blive gode spillere for mig. De har en masse fart og kan sætte mig i scene. Jeg er vant til lidt langsommere og mere fysisk spil i Ribe/Esbjerg. Så jeg tror og håber, det kan blive rigtig godt både for mig personligt og for holdet, siger Spanggaard.
For dem som ikke kender vores nyeste mand i truppen, så kan man – ifølge hovedpersonen selv – forvente at se ”en solid tovejsspiller med stor fysik og ærgerrighed og med gode skud fra distancen samt et godt forsvarsspil”.
Herfra skal der i hvert fald lyde et stort velkommen hjem til Spanggaard! Vi glæder os til at se dig i aktion i den blå trøje!
KOM SÅ BLÅ! KOM SÅ SKIVE!!!
Af Jonathan Kjær Troelsen