Velkendt ansigt skal styrke SfH og samarbejdet med omegnsklubberne
Skive fH har ansat Judith Blach Olesen, som ny medarbejder på kontoret, hvor hun får en central rolle i udviklingen af samarbejdet med omegnsklubberne og klubbens erhvervsnetværk.
Judith er et velkendt ansigt i Skive fH og som efter et par år i ejendomsmæglerbranchen, kommer tilbage i administrationen i Skive fH, som hun forlod i 2024 for at starte selvstændig. Derfor ved vi også, at det er en personlighed, som ikke kræver meget oplæring eller rundvisning på Skyttevej 12 i Skive. Hun har tidligere været både formand og udvalgsmedlem i klubben, og igennem mange år har hun desuden været børne- og ungdomstræner i klubben. Så det er en meget kendt personlighed i de lokale håndboldkredse, både håndboldmæssigt og organisatorisk.
Med sin solide erhvervserfaring og sit mangeårige engagement i Skive fH bringer Judith et stærkt netværk og et indgående kendskab til klubben og lokalområdet med sig. Det bliver en stor styrke i arbejdet med at videreudvikle vores projekt ”Lys i hallerne” og skabe endnu tættere samarbejde med omegnsklubberne. ”Lys i hallerne” er blevet til en fælles arbejdstitel og håndboldnetværk, imellem alle lokale klubber på Skive egnen. Projektet har mange formål, men de vigtigste fokusområder, bliver at skabe flere håndboldaktive medlemmer, flere frivillige trænere og ledere og ikke mindst at skabe bedre tilbud med fokus på trivsel, sundhed og velvære. Vi ønsker at Skive-egnen fortsat skal være kendt for håndbold og være med til at sætte egnen på landkortet. Og her er det vigtigt at understrege, at Skive fH er en blandt flere klubber, som har lavet en fælles strategi, så vi alle arbejder i samme retning, for at sikre lys i alle haller mange år frem.
Ud over rollen som projektleder for ”Lys i hallerne” får Judith også en rolle i den fortsatte udvikling af Skive fH’s erhvervsnetværk. Netværket er vokset markant gennem de seneste år og ansættelsens skal være med til at styrke indsatsen og skabe endnu mere værdi for klubbens samarbejdspartnere. Judith har mange kompetencer, men det er indiskutabelt for enhver, at hendes tilgang til at skabe relationer og fællesskaber er enorm. Derfor glæder vi os til at det kommer til at styrke håndbolden og foreningslivet på egnen.
Projekt ”Lys i hallerne” bliver et projekt i samarbejde med forbundene DGI og Dansk håndbold samt Skive kommune.
Judith starter op midt i august og vi glæder os til at få hende med ombord, både iført den blå fH-trøje, men også som en sparringspartner og inspirator for alle vores lokale samarbejdsklubber, som vi ønsker at skabe en større samhørighed og tilgang med.
Med sportslige hilsner
Jesper Sørensen
Direktør Skive fH