NYHEDER

Optakt: Aarhus-lussingen skal gentages mod deres målglade naboer  

Tak for kaffe en håndboldopvisning vi senest var vidner til i BioCirc Arena! 

Gæsterne fra Aarhus Håndbold blev sendt hjem med det, som de på deres egne kanaler kaldte for ”en ordentlig lussing”. En formidabel anden halvleg, hvor vi vandt 18-9, var medvirkende til, at aarhusianerne slukørede vendte turen hjem med et 33-24-nederlag i bagagen. 

Men i en meget tæt topstrid er der ikke tid til at hvilke på laurbærrene, og som den tidligere danske landsholdsspiller i fodbold Søren Lerby udtalte i 1985, så ”er man ikke bedre end sin seneste præstation”. Derfor er Skive-mandskabet toptændte til at gentage den gode Aarhus-præstation lørdag eftermiddag, når aarhusianernes naboer fra nord, Norddjurs Håndbold, tager imod. 

– Der er selvfølgelig lidt taktiske ændringer, men udtrykket skal være det samme, og vi skal ud med samme gejst og vildskab, som vi havde mod Aarhus og egentlig også mod TIK Taastrup, siger vores højre back Simon Ostersen. 

Velsmurt angrebsartilleri
Simon Ostersen var selv storspillende i opgøret mod Aarhus Håndbold, hvor han brillerede med otte fuldtræffere i en velsmurt angrebsmaskine. 

– Vi spiller sindssygt godt angrebsspil her i det nye år. Det er også svært at dække op til træning, så vi skal bare fortsætte med at holde bolden i gang og være skarpe, siger Ostersen. 

Norddjurs Håndbold har rækkens dårligste defensiv målt på antal indkasserede scoringer, hvor de for nyligt lukkede 45 kasser ind i hjemmekampen mod KIF Kolding.

Til gengæld har de også rækkens næstbedste offensiv – kun overgået af os selv. Djurslændernes farlige angrebsspil fik vi således selv at mærke i sæsonens første møde, hvor vi knebent vandt 37-36 på hjemmebane. 

– Det bliver nok en målrig kamp, men jeg håber ikke, den bliver lige så målrig som sidst. Der kommer til at være gang i den, og vi skal ramme dem med en del mere fysik end sidst og tage nogle andre højder. Så skal vi også komme med en helt anden aggressivitet og skære ned på tekniske fejl, så de ikke får nemme kontraer, lyder vores stærke forsvarsmand. 

Bustur med blå skibonitter
Skive-lejren får også selskab af medrejsende skibonitter, da der er arrangeret bustur til det østjyske. Og ligesom der senest blev skabt en blå fest i sejren over Aarhus Håndbold, så vil de medrejsende også spille en afgørende faktor lørdag eftermiddag. 

– De skal bidrage med en masse larm, som de er gode til, og så skal de lave god stemning og gøre hallen blå. Det betyder noget på banen. Det giver bare så mange ekstra procenter, når man spiller derinde, og der er en god flok, som holder med en og laver noget larm, siger Ostersen. 

– Det er otte finaler, vi har tilbage, og vi har sat os i en god position. Men vi skal tage én kamp af gangen, fordi otte kampe er meget, og vi skal ikke begynde at se for langt frem, lyder det fra Ostersen. 

Hvis du ikke er at finde i Djurslands Bank Grenaa Arena lørdag eftermiddag kan du se kampen på JFM Play, og efterfølgende kan du læse om opgøret på skivefolkeblad.dk. Kampstart er klokken 15:00!

KOM SÅ BLÅ!! KOM SÅ SKIVE!!! 

Af Jonathan Kjær Troelsen 

 

SKRIV TIL OS

* skal udfyldes
logo