NYHEDER

Optakt: God sejrsstime i gang – Kronborg krydser klinger med gamle holdkammerater

På lørdag venter der endnu en gang vestjysk modstand, efter vi i weekenden slog Lemvig-Thyborøn 32-27 hjemme i BioCirc Arena. Dermed forlængede vi vores sejrsstime til seks fuldtræffere i træk, og lørdag er det så vestjyderne fra Rækker Mølle, som er på programmet. 
Og netop Rækker Mølle har én af vores spillere et særligt godt kendskab til. Vores nye profil Magnus Kronborg var nemlig på holdkortet hos vestjyderne i perioden januar 2024 – oktober 2024, inden han derefter blev købt fri af KIF Kolding. 
I indeværende sæson har Kronborg så – med stor succes – repræsenteret os i Skive, og dermed er det første gang, at han vender tilbage til Rækker Mølle som gæst. 
– Jeg glæder mig egentlig bare til at komme tilbage og spille i hallen igen, siger Kronborg forud for opgøret. 
– Jeg kender mange af drengene og størstedelen af deres hold, men der er også kommet et par nye til, siden jeg stoppede, lyder det. 
Mens det meste af Rækker Mølle-holdet kender Kronborgs kvaliteter – og omvendt – så venter der en særlig interessant duel mod Rækker Mølles Mathias Hedegaard, når de to kammerater står på hver sin side. 
– Han har jo snakket om, at han mener, han plejede at have godt styr på mig til træning. Men vi må jo se, om det holder stik, siger Kronborg med et smil, som altså kæmper om håneretten mod sine tidligere holdkammerater. 
– Den vil selvfølgelig betyde noget, men sejren er klart vigtigst, i forhold til hvordan hele sæsonen udformer sig. Så vi kommer til at være fuldstændig fokuserede, siger bagspilleren.
Bedre start end sidst
Ifølge Magnus Kronborg – som hidtil i sæsonen har nettet 29 gange – er det en lille, kompakt hal, som venter lørdag eftermiddag. 
– Hvis man kommer stort foran, så kan man godt få gassen til at gå lidt ud af ballonen, men hvis kampen er tæt, så kan der komme godt tryk på derinde, lyder det. 
Derfor er der heller ikke plads til at få samme start som i weekenden, hvor vi var bagud 0-5 efter få minutter i hjemmekampen mod Lemvig-Thyborøn. 
– Hvis vi fortsætter med det flow, vi har, så er det en kamp, vi skal vinde. Men vi skal have respekt for dem, for hvis vi får en dårlig start og kommer bagud 0-5 igen, så er det vanskeligere at komme tilbage i den hal, end når man er på hjemmebane, siger Kronborg. 
Samme sejrsopskrift som altid
I indeværende sæson har det været kendetegnet for Skive fH, at vi har haft en høj frekvens i kampene, hvor vi kommer hurtigt frem ad banen, og hvor vi spiller i et højt tempo. Det er en opskrift, som har passet Kronborg ganske godt, og det er de samme ingredienser, der skal puttes i sejrssuppen lørdag eftermiddag. 
– Vi skal fokusere på os selv. Hvis vi spiller så godt, som vi ved, vi kan, så vinder vi den kamp. Men hvis vi laver mange fejl, så er Rækker Mølle et hold, der også kan straffe os hurtigt. De er begyndt at løbe en del kontraer, og så har de en god fight. Men jeg synes, vi er bedre i begge ender, og vi har mange parametre, vi kan spille på, siger Magnus Kronborg. 
Og med en meget tæt topstrid, hvor vi lige nu ligger á point med Aarhus Håndbold, er alle kampe hamrende vigtige at få to point i. Også selvom Rækker Mølle formentlig ikke bliver en af de rivaliserende topklubber i dette års 1. division. 
– Vi forbereder os lige grundigt, uanset hvem vi møder. Det kan være to point i hvilken som helst hal, som afgør det hele, fordi det kommer til at blive rigtig tæt i toppen, siger Kronborg. 
Det er lørdag eftermiddag klokken 14:00, at startfløjtet lyder i Rækker Mølle Hallen, og du kan som altid se opgøret på JFM Play, og umiddelbart efter slutfløjtet kan du læse om opgøret på skivefolkeblad.dk
KOM SÅ BLÅ! KOM SÅ SKIVE!!!
Af Jonathan Kjær Troelsen 

SKRIV TIL OS

* skal udfyldes
logo