Af journalist Jonathan Kjær Troelsen
Det er nok de færreste i Håndbolddanmark, som levner os ret mange vinderchancer fredag aften.
Her skal vi nemlig på en af sæsonens sværere opgaver. Bjerringbro-Silkeborg Håndbold venter på udebane i ’Ørnereden’, som BSH har døbt sin egen hal. Og spørger man de fleste ’eksperter’ forud for kampen, så vil de nok sige, at vi burde tabe det opgør ni ud af ti gange.
Og vi går da også ind til kampen som underdogs. Men der er trods alt tidligere sket større overraskelser, end at vi skulle trække os sejrrigt ud af fredagsdysten. HØJ Elite tabte playoff-kampene til KIF Kolding i sidste sæson, mens Fredericia HK for nyligt sikkert slog Aalborg Håndbold – og disse resultater er heller ikke logiske, hvis man kigger på økonomi og lønkroner.
– Vi tror på det, hver gang vi går på banen. Men det er klart, vi ved, det bliver svært at tage til Silkeborg og tage de to point. Men vi forbereder os godt og spiller med de ressourcer vi har til rådighed, og selvfølgelig tror vi på det, siger vores hurtigløber Sebastian Skøtt.
Storklubben (næsten) uden titler
Og selvom det er ’Ørnereden’, vi besøger fredag aften, så er det altså hverken reden for den majestætiske havørn eller den imponerende kongeørn. Det er nok nærmere reden for en af de mindre dominerende, men stadig drilske rovfugle i fuglelandskabet. Sagen er nemlig, at de sortklædte midtjyder gennem et par årtier har satset stort på at være blandt de absolut største i dansk håndbold – og dét med blandet succes.
Bevares. Langt hen ad vejen er de lykkedes, hvor de har spillet slutspil, medaljekampe og europæisk håndbold masser af gange. Men. Det er som om, at de altid mangler det sidste. Nemlig at stå øverst på sejrsskamlen. De eneste trofæer, som ørneklubben har vundet i løbet af de mange år, er et dansk mesterskab i 2016 (med vores Kasper Larsen på holdet), ligesom de sæsonen efter vandt Super Cuppen.
På den måde ville det være synd at sige, at BSH-ørnen decideret har spist op, når det gælder pokaler og triumfer for storklubben. Og de seneste sæsoner er BSH tilmed sluttet på skuffende 6. og 7.-pladser i grundspillet.
– De sidste par år har deres formkurve været lidt nedadgående. BSH er en klub, som gerne vil og gerne skulle være i top-4 i dansk håndbold, siger Sebastian Skøtt, som kender fredagens modstander bedre end de fleste.
BSH-fortid for mange
Skøtt er nemlig én af de utroligt mange fra vores mandskab, som har en fortid i Bjerringbro-Silkeborg. Jeppe Bangshøi, Jens Dolberg, Gustav Østergaard, Joachim Hyldgaard, Victor Ilsøe, Mathias Nikolajsen, Simon Toft, Benjamin Jakobsen og Kasper Larsen har således også været i BSH i løbet af deres karrierer – og når man har en fortid hos modstanderen vil en sejr også altid være ekstra sjov.
– Helt sikkert. Det bliver lidt specielt, fordi det er første gang, jeg møder dem i JYSK Arena (Ørnereden, red.). Jeg er overbevist om, at vi er en del på holdet, som har sat en streg under den her kamp. Det er altid noget specielt at vende retur til et sted, man har været tidligere. Vi er rigtig mange i Skive, som har taget turen op gennem ungdommen og har fået vores opvækst i Silkeborg, så det bliver specielt, siger Skøtt.
– Klubben betyder meget, og jeg bor stadig i Silkeborg og følger med. Og så har jeg jo en lillebror, der spiller U19 i klubben, som kommer til at stå på Sektion8 (BSH’s fan-tribune, red.), hvor han vil råbe og danse rundt med holdkammeraterne, siger Skøtt, som ikke kan garantere, at lillebror holder med storebror fredag aften.
110 procent!
Men selvom storklubben BSH nok havde håbet på, at de havde været mere grådige i årenes løb, når det gælder titler, så ændrer det ikke på, at det kræver en overdådig indsats fra vores blå tropper, hvis vi skal hive de to point med til Skive fredag aften.
– Vi skal i hvert fald møde op med 110 procent, og så ved vi godt, at vi er underdogs i størstedelen af kampene. Vi skal frem over stepperne og score en masse mål. Og så skal vi begrænse vores andel af brændte chancer og tekniske fejl, fordi det går også hurtigt den anden vej. De har nogle store, fysisk stærke spillere, så vi skal ikke for tæt på dem, så de kan lave frikast. Men vi skal ud at løbe med dem, siger Skøtt.
Det er fredag aften klokken 19:30 i JYSK Arena i Silkeborg, at kampen kastes i gang. Du kan som altid følge opgøret på skivefolkeblad.dk, som liveblogger fra opgøret.
KOM SÅ BLÅ! KOM SÅ SKIVE!!!