NYHEDER

Optakt: Nu er det tid! Revanche-lyst, hjemmebane-inferno og sejrssult skal nedlægge sydjyder

 

Man kan tabe et slag og stadig vinde krigen. 

Ovenstående er en gammel talemåde, der meget sigende beskriver, hvordan situationen har været for os i Skive fH de seneste uger. 

Efter vi vandt ti kampe i streg, har vi tabt point i de to seneste spillerunder. To skuffelser som kom ovenpå en forrygende periode.

Men som man siger, går det op og ned i showbizz, og lørdag eftermiddag gælder næste slag, når vi går all in på at komme tilbage på sejrssporet. 

– Vi har dummet os nok, efter det vi har leveret de seneste to uger. Så vi er motiverede for at komme tilbage på sejrssporet, og vi kommer med fuld gas, siger vores bagspiller Jens Dolberg. 

BioCirc Arena kalder igen!
Efter et par nylige udebaneture er det igen hjemme i vores ubesejrede BioCirc Arena, vi skal i aktion. Lørdag eftermiddag er det KIF Kolding, der er gæsterne.

– Nu har vi haft to udekampe i streg, hvor vi har savnet vores hjemmepublikum. Vi ved godt, hvilket tryk de kommer med, og vi skal bruge hjemmebanepublikummet. De skal komme med alt, hvad de har, så vi kan sætte Kolding under pres, lyder det. 

Med andre ord er der altså behov for en af de dage i BioCirc Arena, hvor det hele koger. Pift, råb, engagement, jubel og larm er særdeles velkommen, og det hele skal hjælpe de blå tropper på banen til to point. 

– Vi har formøblet vores forspring, men vi har stadig det hele i vores egne hænder. Vi skal levere en god præstation, og vi er ikke blevet dårligere håndboldspillere, men vi har været ramt af uheld og dårlige afslutninger. Men vi har fået talt det hele godt igennem, og jeg har på fornemmelsen, at vi er tilbage nu, siger Dolberg. 

Effektivitet foran kassen
Fælles for de to seneste pointtab er, at vi har misbrugt for mange afslutninger. Derfor er det naturligvis et forbedringspunkt frem mod lørdag. 

– Vi har spillet flot håndbold i de to kampe, men vi har brændt og brændt og brændt. Ingen af os er gået derfra med gode procenter, og vi skal til at score på chancerne, fordi vi spiller os frem til dem. 

– Vi har set en masse situationer igennem, og vi er tilfredse med de chancer, vi får. Ingen af os brænder med vilje, og der ligger et mentalt spil og forberedelse i, hvad keeperen kan gøre, siger Dolberg om ugens fokus på træningsbanen. 

Udover afslutninger er der også et fokus i den anden ende, hvor et stærkt forsvar skal hjælpe vores to målmænd, i højere grad end det var tilfældet i Odder, hvor vi lukkede 39 mål ind. 

– Det bliver nødvendigt mod Kolding, som er formstærke. I forhold til sidst skal vi ramme den mere defensivt, så vi ikke skal score 40 mål for at vinde en håndboldkamp. 

Optaktsarrangement med DJ og drikkevarer
Der er altså lagt i kakkelovnen til noget af en basker lørdag eftermiddag i BioCirc Arena. Der er ikke særlig mange billetter tilbage, og for alle tilskuere, der sikrer sig en billet, er der adgang til vores pre-match-arrangement fra klokken 14:30. Her varmer vi op til opgøret med DJ, kolde drikkevarer og interviews med vores cheftræner Benjamin Batsberg og vores nyeste mand i klubben, Mathias Nikolajsen

På den måde får vi alle den bedste optakt til en af sæsonens største kampe, og vi bliver sammen klar til at skabe en masse medvind for Dolberg og co. på banen! 

– Vi glæder os, og vores hjemmebane er så vigtig. Vi vil gøre rent bord i Skive, og det kræver også, at vi vinder over Kolding, lyder lørdagsplanen fra Dolberg.  

Kampstart er klokken 16:00, og efter slutfløjt kan du læse om opgøret på skivefolkeblad.dk. 

KOM SÅ BLÅ!! KOM SÅ SKIVE!!!!

Af Jonathan Kjær Troelsen 

SKRIV TIL OS

* skal udfyldes
logo