NYHEDER

Optakt: Nu er vi blandt de store drenge: – Vi glæder os helt vildt

Af Jonathan Kjær Troelsen 

Ventetiden har været lang, men nu er den endelig ovre. Den nye håndboldsæson står for døren. Lige siden vi sikrede os oprykningen i sidste sæson, har vi med glæde ventet på premierekampen i landets bedste håndboldrække. Nu er det nu, og onsdag aften kører vi til Kolding til sæsonens første ligakamp. 

-Vi har alle sammen glædet os ekstremt meget, og nu får vi virkelig lov til at prøve os af. Der kommer mere bevågenhed, mere omtale, flere tilskuere, og det hele får lige et nøk op i forhold til sidste sæson, siger vores cheftræner Benjamin Batsberg forud for 1.runde-kampen mod vores medoprykkere fra KIF Kolding. 

Nye og større adresser
Med vores oprykning til Bambuni Herreligaen kommer vi til at møde nogle af landets- og verdens bedste håndboldspillere. Meget af opstarten er således også gået på at vænne os til, at modstanderne nu hedder Aalborg, GOG og Skjern i stedet for Vendsyssel, Give og Rækker Mølle. 

-Der er ingen usexede adresser i ligaen, så vi kommer til at spille 26 kampe, hvor det bliver fedt, og hvor vi glæder os til det hele. Så bliver det kunsten af præstere under nogle andre omgivelser end i sidste sæson, siger Batsberg. 

I løbet af opstarten har vi krydset klinger med flere af vores nye rækkekolleger. Det er blandt andet blevet til testsejre over Skanderborg-AGF og TTH Holstebro på henholdsvis 36-32 og 34-30, mens det er også blevet til et markant nederlag mod Fredericia HK, hvor vi tabte 31-41. 

-Ud over vi rendte ind i et par skader, så har jeg været meget tilfreds med opstarten. Vi er blevet testet mod hold fra den allerøverste hylde, og vi er blevet bekræftet i, at vi laver noget rigtigt. Vores fornemmelse er, at når vi spiller vores bedste, så kan vi også være med mod de bedste hold, siger Batsberg og uddyber: 

-Vi er blevet klogere på, hvad vi ikke må gøre, fordi så smider vi ti mål, som vi gjorde mod Fredericia. Så det har været utrolig lærerigt, og vi føler os godt klædt på, lyder det. 

Stadig højt tempo
I 1. division var vi kendt for at spille med høj frekvens, hvor tempoet på banen skulle så skrues så højt op som muligt. Og langt hen ad vejen er det de samme dyder, som Skive fH-mandskabet kommer til at vise i den nye sæson – også selvom ligaklubberne er vant til et højere tempo end i 1. division. 

-Den store forskel er, at fejl bliver straffet meget hårdere. Dét at det bliver for individuelt, eller man tager en chance, hvor skuddet ikke bliver helt kvalificeret nok, så straffer modstanderen bare lynhurtigt, siger Batsberg og uddyber: 

– Vi kommer ikke til at være det mest fysiske hold – nærmere tværtimod. Så vi skal løbe kontraer og få tempo ind i kampene. Vi skal ud på aflevering nummer fire, fem eller seks for at skabe chancerne, hvor vi får spillet i et højt tempo. Det bliver en kunst at passe på bolden, så vi kan mindske de tekniske fejl, fordi ellers bliver vi straffet, som det var tilfældet i Fredericia, siger Batsberg. 

Oprykkerduel i første opgør
Onsdagens modstandere fra KIF Kolding kender vi særdeles udmærket. I sidste sæson duellerede vi i toppen af 1. division, hvor vi trak det længste strå og sikrede os den direkte oprykning. På imponerende vis formåede koldingenserne efterfølgende at slå det storsatsende HØJ Håndbold i playoffkampene. En imponerende bedrift, som dejligt nok mindede os alle om, at den største økonomi ikke altid er lig med sejr. I virkeligheden er det samme historie, vi skal jagte i denne sæson, hvor vi skal konkurrere mod nogle større klubber med stærkere økonomier. 

Første opgave er som bekendt den gamle sydjyske mesterklub. I sommerpausen har de blandt andet hentet to store talenter ind i form af Kristoffer Vestergaard og Hjalte Langmack. Men det ændrer ikke på, at vi ser vores muligheder for en sæsonstart, der medfører point på kontoen. 

-De har lavet nogle gode signings, men vi har kigget på Kolding, og vi har nogle våben og et tempo, der kan gøre ondt på deres enorme fysik. Så spørgsmålet er, hvad der kommer til at vinde. Er det vores hurtighed og snilde, eller er det deres store fysik? Vi skal finde timingen, så de ikke kan afvise os, men det har set godt ud i træningerne og i træningskampene, siger Batsberg. 

Det er onsdag aften klokken 19:00, at vi kaster den nye ligasæson i gang i Kolding. Indtil ventetiden er ovre, kan du læse mere om TV2’s store optakt til den nye sæson, hvor Batsberg sætter flere ord på mandskabet. https://sport.tv2.dk/haandbold/2026-08-24-her-er-nyegaards-store-optakt-til-herreligaen 

Vi glæder os til den nye sæson, hvor vi jagter overraskelserne. Første step er i Kolding! 

KOM SÅ BLÅ! KOM SÅ SKIVE!!! 

 

SKRIV TIL OS

* skal udfyldes
logo