En lang kamppause er endelig forbi i 1. division. Den seneste måned har turneringen ligget stille, og vi har brugt tiden på igen at lade batterierne op efter en lang, sejrrig og krævende efterårssæson.
– Det har været dejligt med en god pause henover jul og nytår. Vi er mødt op igen med fornyet energi og tro på tingene efter mange kampe i efteråret, siger vores fløjspiller Sebastian Skøtt.
Og helt ligesom brunbjørnen er godt sulten, når den vågner op efter sit lange vinterhi, så er point-appetitten også stor hos Skøtt og co. forud for grundspillets ti sidste kampe.
– Vi skal gerne vinde de resterende kampe. Det har jeg en tro på, vi sagtens kan, og det er måske også det, som skal til, hvis vi har en forhåbning om, at vi skal direkte op i ligaen, siger Skøtt.
Gode forberedelser
Søndag venter årets første turneringsopgave, når TIK Taastrup kommer på besøg i BioCirc Arena. Og som en bjørneklo, der hapser en laks i missionen om at stille sulten, er planen også, at sjællænderne bliver første offer for den blå forårssult.
– Det er klart en kamp, vi skal vinde. Jeg ser det som en god mulighed for at få to point, og kampen skal også give os et selvtillidsboost og en god tro på tingene, siger vores hurtigløber Skøtt.
De seneste uger er blevet brugt på at sikre, at de blå tropper står knivskarpe søndag eftermiddag. Det har blandt andet betydet, at træningsintensiteten har været øget.
– Vi har haft mere konditionel træning, end vi havde i efteråret, og vi har haft mulighed for at træne hårdere end normalt på grund af de manglende kampe, siger Skøtt.
Turneringspausen er også blevet brugt på to træningskampe, hvor vi har krydset klinger med rækkekollegerne fra Odder samt ligamandskabet fra Ribe/Esbjerg. I kampe hvor resultatet ikke nødvendigvis var det vigtigste udmøntede det sig i henholdsvis en 42-38-sejr og et 33-29-nederlag – og særligt sidstnævnte kan få en værdifuld betydning.
– Det var især en god mulighed mod Ribe/Esbjerg for at få en kamp på et lidt højere niveau, end vi er vant til i 1. division. På den måde blev vi testet, og jeg er sikker på, det kommer at hjælpe os i 1.division, at vi havde den kamp, lyder det.
Tilbage i hulen
Det er søndag klokken 14:00, at 2026 for alvor bliver fløjtet i gang for Skive fH-mandskabet, og heldigvis begynder vi året med to kampe i egen hule. Søndag sidder vi på favoritværdigheden, når oprykkerholdet fra Taastrup er gæsterne.
– Jeg glæder mig til at se folk i hallen igen. Vi sluttede af på udebane før pausen, og vi har ikke spillet en turneringskamp på hjemmebane i lang tid. Så vi glæder os til at komme tilbage i hallen for at spille foran vores tilskuere, siger Sebastian Skøtt.
Hvis du ligesom Skøtt har længtes efter en god håndboldkamp på hjemmebanen i Skive, så kan du købe din billet på billet.skivefh.dk/. Så er du med til at give de blå tropper den bedste indgang til endnu en vigtig halvsæson! Mød op, lav noget larm og vær med til at skyde håndboldåret i gang på VORES HJEMMEBANE!
KOM SÅ BLÅ! KOM SÅ SKIVE!!!
Af Jonathan Kjær Troelsen