Det plejer altid at være tæt, når vi krydser klinger med vores rækkekolleger fra det midtjyske, HC Midtjylland. Flere afgørende topopgør har været på menuen de seneste sæsoner, og heldigvis har der udviklet sig en tradition i duellerne. Nemlig at vi ofte hiver de to point i land.
Vi har vundet de seneste fem opgør mod holdet fra den jyske hede, og planen er, at det bliver til seks i streg fredag aften. Her kommer gæsterne fra fodboldbyen Herning nemlig på besøg i BioCirc Arena.
– De har nogle okay spillere med en okay kvalitet, men de har ikke helt samme bredde som os. Jeg tror, det er derfor, vi trækker det længste strå i flere af kampene. Vi har flere tangenter at spille på, og flere spillere som vi kan skifte ind, siger vores stregspiller Christoffer Langerhuus.
Lillebror fra syd
Skive fH og HC Midtjylland er to klubber, som på nogle områder ligner hinanden. Der er kun 50 kilometer imellem os, og vi har i adskillige sæsoner duelleret i toppen af 1. division.
Men på andre områder er vi vidt forskellige. I Skive fH har vi været en del af det etablerede håndbolddanmark i flere årtier, da Skive KFUM og Skive HK slog spalterne sammen og dannede klubben i 1982. Anderledes ser det ud hos konstruktionen HC Midtjylland, som først så dagens lys i 2005.
Og mens vores egen klub er vokset i et naturligt og harmonisk tempo, så vi blandt andet i dag er en af landets største klubber målt på antal medlemmer, så er HC Midtjyllands historik noget ganske andet.
I 2016 blev klubben på imponerende vis danske pokalmestre og kvalificerede sig til europæisk håndbold, men to år efter gik klubben konkurs. Siden da har herningenserne været i gang med at genopbygge sig selv, hvor de i denne sæson befinder sig i kampen for top-tre. Derfor er den unge klub også et hold, som kræver respekt forud for fredagsfighten.
– Alle kampe er meget vigtige. Vi har jo set tidligere på sæsonen, at vi kan tabe til hold, uanset hvor de ligger i tabellen, men det kan godt være, det bliver lidt mere intenst, når det er et hold, vi ofte har mødt i topstriden, siger Langerhuus.
– Det er planen, at vi skal pumpe dem, løbe, være hårde i duellerne og dræne dem over 60 minutter. Jeg tror ikke, der er nogen af os, som forventer, at vi fører stort i pausen, men vi skal trække fra, som kampen skrider frem, lyder det.
God og fokuseret stemning
Inden HC Midtjylland-kampen mangler vi syv kampe i grundspillet. Med andre ord venter sæsonafslutningen indenfor en overskuelig fremtid, og i truppen er man fuldt ud bevidste om det.
– Stemningen er god. Vi har en fornemmelse af, at vi er okay spillede for tiden, og man tænker ikke over sin egen spilletid eller situation. Alle mand smider det i puljen, som man kan, for at vinde.
– Man kan godt mærke, der er mere på spil, og vi er flere, der byder ind. Der er selvfølgelig pres på, og det nævnes, at hver kamp er en finale for os, fordi hver eneste kamp skal vindes, lyder det fra Langerhuus, som med glæde ser frem til en tætpakket BioCirc Arena fredag aften.
Her spiller vores forrygende tilskuere nemlig en vigtig rolle, når vi endnu en gang skal vise HC Midtjylland, at vi er et step foran dem.
En ordentlig fredagsfest på tribunerne øger chancen for sejr, og med Langerhuus og co.’s store kampgejst, sejrsvilje og passion, så kan fredag blive en af de aftener, vi husker i lang tid!
De sidste billetter til opgøret er stadig til salg på billet.skivefh.dk.
KOM SÅ BLÅ!! KOM SÅ SKIVE!!!
Af Jonathan Kjær Troelsen