Det er med stolthed, vi i dag kan præsentere en glædelig nyhed i Skive fH. Vores hurtige bagspiller Nikolaj Haagen Pytlick har nemlig sat sin underskrift på en kontraktforlængelse, så vi nu har papir på hinanden indtil sommeren 2028.
22-årige Nikolaj Haagen Pytlick har været på en forrygende rejse, siden han kom til klubben midtvejs i sidste sæson. Dengang var det et ungt talent, som tog et stort skridt med sit skifte. Forinden var han en afgørende nøglespiller for Faaborg ØH, hvor han var en vigtig brik i deres oprykning til 1. division, og planen i Skive fH var, at han skulle udvikle sig endnu mere.
Og det er sket. Udviklingen er kun gået i den rigtige retning, og lidt efter lidt har Haagen Pytlick fået en større og større rolle på Skive fH-holdet. I indeværende sæson har han været stærkt spillende, hvor han i skrivende stund er vores tredje mest scorende i 1. division – 70 fuldtræffere i sine 20 kampe står han noteret for.
Haagen Pytlick er altid kendetegnet ved at have en fantastisk og energisk attitude på banen, hvor hans hurtige fødder, stærke gennembrud og giftige skudarm har voldt problemer for utrolig mange af vores modstandere. Og heldigvis fortsætter det altså nu mindst to år endnu!
Vi glæder os til at se endnu flere store præstationer fra vores nummer 7, og du kan læse mere om Haagen Pytlicks tanker om kontraktforlængelsen og sæsonafslutningen i vores næstkommende optakt forud for kampen mod TM Tønder.