Otte hurtige til Allan Bisgaard fra TBS A/S

Allan Bisgaard er manden i spidsen for TBS A/S. Selv har han været en del af firmaet i mere end 30 år og betegner det selv som en livsstilling. Allan Bisgaard startede som tømrer, sidenhen bygningskonstruktør og nu i mere end 15 år har han siddet i direktørstolen hos TBS A/S.

TBS A/S er sølvsponsor i Skive fH og er en blandt mange sponsorer, der er med til 2024. Vi har taget en snak med Allan om TBS A/S, blandt andet om en status fra 2021, hvilke projekter de har gang i lige nu, et kig ind i byggebranchens fremtid og ikke mindst, hvorfor TBS A/S er med på holdet i Skive fH

1. Hvordan går det hos TBS A/S?
Det går virkelig godt hos TBS i øjeblikket. Vi har en god ordrebeholdning, dygtige medarbejdere og et godt sammenhold, der kan bringe os langt. Vi har i 2021 haft en af de travleste år med høj omsætning og et virkelig godt udbytte af anstrengelserne.

2. Du har selv været en del af TBS i mange år, hvordan blev du en del af virksomheden, og hvad er historien bag TBS A/S?
Ja, jeg har været hos TBS i 28 år på kontoret og før det 7-8 år som tømrer, så det har været en form for livstidsstilling. Jeg blev først ansat som tømrer, og sidenhen som bygningskonstruktør. Fra 2005 har jeg været direktør.
Selve firmaet har eksisteret i 42 år, og jeg har været medejer siden 2008. Niels Thomsen har været medejer siden 2011 og resten af aktiekapitalen ejer FB-Holding Skive ApS.

3. I har mange igangværende projekter - hvad er det næste mål for TBS A/S
Vi har i 2022 følgende igangværende projekter: Nybygning på Holstebro Kaserne, Roslev Trælast tilbygning, Thy hallen, punkthus i Nykøbing Mors, færdiggørelse af Gødstrup sygehus, It-effekt i Silkeborg, vinduesudskiftning på Skive Sundhedshus, lejligheder på Nr. Nissum seminarium, samt mange andre opgaver.
Næste mål for TBS er at få fyldt resten af ordrebogen for 2022 og fremover.

4. Hvordan ser du fremtiden for byggebranchen udvikle sig? Der har jo været en stor fremgang de seneste år, kan den fortsætte?
Det er et svært spørgsmål. Nu da supersygehusene, og andre store offentlige byggerier lakker mod enden, tror jeg, at der over de næste år vil komme en eller anden form for afmatning.

5. Hvad er det bedste ved dit job?
Det er at møde om morgenen og vide, at vi har en masse dygtige og engagerede medarbejdere, som brænder for at udføre et stykke kvalitetsarbejde.

6. Hvad er dit bedste råd til andre virksomheder på Skive-egnen?
Bevar optimismen, og stå sammen om en udvidelse af vejnettet til og fra Skive.
Vi bor på en dejlig egn, som vi kan og bør være stolte af.

7. Hvorfor er I sponsor i Skive fH?
Vi er sponsor i Skive fH, fordi vi ønsker at støtte lokalsporten. Man bliver da stolt, når man er til møde i København og det første spørgsmål, man får, er: ”Hvordan kan det lade sig gøre i en forholdsvis lille by som Skive, I er i ligaen i håndbold, klarer jer godt i fodbold, cykling, atletik mm.”

8. Hvorfor er det vigtigt med tophåndbold i Skive og på egnen?
Det er meget vigtigt, at vi har nogle gode historier at fortælle. Det har en helt utrolig brandingværdi for området. Derfor mener jeg også, at alle der har en mulighed for det, bør støtte op om sponsornetværket. Jeg så gerne at kommunen medvirkede endnu mere økonomisk. Det ved jeg, der er andre kommuner der gør for deres idrætsflagskibe.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram