Peter Laursen er ny ungdomskoordinator i Skive fH

Som udmeldt i Skive fH’s profilavis ønsker vi at stå som en stærk ungdomsafdeling, og vi vil udvikle tilbuddet igennem de kommende år. Vi ser imod mere normale tider i hallerne, hvor der venter mange timer med kammeraterne.

Der er i nedlukningen blevet arbejdet godt på trænerpåsætningerne for den kommende sæson, og vi har samlet en enormt stærk gruppe ungdomstrænere, hvor det primære fokus er at tilpasse tilbuddet til både udvikling for grupperne og hver enkelt spiller.

Den generelle tendens er, at klubberne har svært ved at fastholde spillere i efterskoleår og årene herefter, da tilbuddet socialt og sportsligt skal konkurrere med alle de andre muligheder unge har i dag. Både fritid, skole, arbejde og sport skal gå op i en højere enhed.

For at styrke arbejdet, er det med største fornøjelse vi byder Peter Laursen velkommen til en nyoprettet stilling som ungdomskoordinator i Skive fH.

”Det er med stor glæde, at vi kan byde Peter Laursen officielt velkommen på holdet. Peter får en afgørende rolle i vores bestræbelser på at skabe et markant stærkere miljø, i de ældste ungdomsårgange. Peter kommer med en stor erfaring fra sin egen træner gerning, som han vil kunne drysse udover flere af vores talentfulde og mere rutinerede trænere. Han indgangsvinkel til trænergerningen, uanset hvilket hold han har været en del af, har været med fokus på udvikling af unge talenter. Med Peter på holdet, får vi en vellidt og respekteret personlighed, som helt sikkert kommer til at gøre nogle veje nemmere at færdes på.  

Jeg glæder mig til at se Peters samarbejde med trænerstaben og vores unge talenter i Skive fH, og hvordan vi kan hjælpe vores unge mennesker, med at blive flyttet i positiv retning. Dernæst har jeg en tro på, at vi i samarbejde med vores mange dygtige trænere og frivillige, kan skabe et endnu bedre miljø i Skive fH.

Jeg er overbevist om at dette projekt vi søsætter nu, med Peter i front, vil skabe markant flere unge lokale spillere, til vores seniorhold i fremtiden. Målet med projektet er, at når vi kigger 3-5 år frem og mange år derefter, hvert år vil kunne se egne unge talenter, der rykker op og kommer til at indgå som en del af vores 1. holds trupper, for både herrer og damer”, forklarer Skive fH direktør Jesper Sørensen omkring styrkelsen af organisationen.

Peter har en fortid som divisionstræner i både Skive fH og Stoholm IF, og har igennem de senere år været omkring U13- og U15-drengeholdene i klubbens ungdomsafdeling. Han har en god fornemmelse for hvad der bliver omdrejningspunktet for fokusområderne, da han har tilbragt en stor del af håndboldtiden i netop Skive fH, hvor det er blevet til ca. 300 førsteholdskampe.

”Jeg er lykkelig for at være tilbage på arbejdsmarkedet efter en hård periode i mit og min families liv. Jeg glæder mig rigtig meget til igen at kunne være med til at gøre en forskel for nogle unge mennesker. At jeg får muligheden for at arbejde med den sport, der har været min passion og en stor del af mit liv de sidste 35 år, gør jo bare, at jeg føler, at der trods alt er kommet noget godt ud af de sidste 3,5 år”, kommer ordene selv for den nye mand på holdet.

Og Peter er bevidst om arbejdet der ligger for hånden, som han allerede den senere tid har dykket ned i, og nu glæder sig til at fortsætte omkring. Her ses de samme udfordringer for både drenge og pigerne.

”Jeg kommer til at arbejde med såvel bredden som talentudviklingen, og mit primære fokus kommer til at ligge på U13-U19 årgangene. Målet er at forbedre vores ungdomstilbud generelt, så vi i højere grad kan fastholde vores spillere i de ældste ungdomsårgange – uanset hvilket niveau spilleren har”, forklarer Peter.

Vores nye ungdomskoordinator har observeret de senere års udvikling, og det kræver kreativitet at få håndboldtilbuddet til at følge samfundsudviklingen. Vi skal stå stærkt på værdierne vi som klub vil stå for: Fællesskab, Social Udvikling og et sportsligt højt niveau til træning og kamp fra klubbens trænerne.

”Holdsport har det generelt meget svært og bløder medlemmer. Corona-pandemien har selvsagt ikke hjulpet på den situation. I Skive fH står vi, som alle andre håndboldklubber, over for nogle udfordringer i de kommende år. Jeg tror dog på, at den forholdsvis nye bestyrelse, vores nye direktør og et øget fokus på ungdomsarbejdet, kan være med til at styre os igennem og overkomme de udfordringer”, forklarer Peter Laursen.

Fra klubbens side ser vi med glæde frem imod tilknytningen af en mand der kender klubben og dens holdninger til fingerspidserne, og byder Peter stort velkommen på kontoret.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægter
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram