Peter Schilling: Vi er alle enige om, at der er masser af point at hente endnu

Der er ikke mange dage tilbage, før vi igen kan byde ind til håndbold og harpiks i Interfjord Arena, når Bjerringbro-Silkeborg på tirsdag d. 1. februar bliver det første udebanehold, der gæster Skive i 2022. Det betyder også, at vi skal sætte et punktum for en træningsmåned hos Skive fH, som har budt på lidt af hvert; et par træningskampe, lidt Corona i truppen, en minitræningslejr i Odder og masser af træningstimer i hallen. En rigtig fin måned for holdet, inden vi igen tager hul på ligakampene, lyder det fra Peter Schilling.
”Vi har haft en god januar måned, som jeg har været rigtig tilfreds med. Vi har haft gode træninger på banen, en fin minitræningslejr i Odder, en super træningskamp mod TTH Holstebro og gode samtræninger med HC Midtjylland. Alt i alt en god opstart efter julen.”

Sidste punktum, inden HTH Herreligaen igen skydes i gang, blev sat i går, da Skive fH tørnede sammen med Lemvig-Thyborøn Håndbold i en træningskamp i Interfjord Arena. De to hold fulgtes godt ad i 1. halvleg med en pausestilling på 15-15, men Lemvig trak dog det længste strå i 2. halvleg og trak sig sejrrigt fra opgøret med cifrene 27-24. Det ændrer dog ikke på Peter Schillings optimisme fra den sidste måneds gode takter.
”Kampen i dag var lidt antiklimaks i forhold til energi og præstation. Men det var en træningskamp, og den kan vi bruge til noget. Vi skal lære af vores fejl, hvor det er svært at lære noget af at være pissegode til det hele. Så det her skal vi bruge til noget konstruktivt fremadrettet.”

Forude venter de sidste 12 kampe, hvor Skive fH kan sikre point nok til sæsonens ambition om 13. pladsen. Derfor har det for holdet også været meget passende at vende den første halvdel af sæsonen med hinanden her i januar. Trænerstaben er også klar med masser af tillid og klare opfordringer til holdet, lyder det fra Peter Schilling.
”Vi har haft nogle gode snakke henover januar, og spillerne er fuldstændig klar over, at der ikke er noget at tabe. Man skal ikke være bange for, at man brænder et skud. Der er fuld tillid og opbakning til, at man tager de chancer, man synes var rigtige. Vi opfordrer meget til at være endnu mere kyniske og direkte.”

Det store spørgsmål er nu, om Skive fH er klar til de sidste kampe i HTH Herreligaen. For man kan ikke skjule meget med en placering på 14. pladsen under stregen, der forlænger livlinjen i ligaen med kvalifikationskampe. Flere point og en bedre placering er bestemt også et mål for holdet, siger Peter Schilling.
”Vi står et fint sted, og uden at skulle kigge for meget tilbage, er jeg meget optimistisk og glad for, at vi ligger i en position, hvor vi har 2 point op til stregen med 12 kampe igen. Den tror jeg, alle havde solgt den for, hvis vi var blevet spurgt inden sæsonstart, men det bliver man jo ikke i ligaen af. Vi skal stadig have flere point, så vi kan komme op i top-13.”

For Skive fH venter der et spændende kampprogram, hvor Bjerringbro-Silkeborg bliver de første til at gæste Interfjord Arena. Kaster vi et blik på det resterende kampprogram med et vågent øje på stillingen, så venter der nogle særdeles spænende opgør for ligaherrerne. For selvom Skive fH i øjeblikket ligger under nedrykningsstregen og således til direkte nedrykning, så er der ikke langt til op til det meget sjovere selskab. I kampe mod Nordsjælland, TMS, Mors/Thy og Ribe-Esbjerg HH er der også gode muligheder for at hente tiltrængte point, siger Peter Schilling.
”Vi har kigget på vores kampprogram, og der er en hel del kampe, hvor vi sagtens mener, vi skal ture tro på, at vi har en chance. At vi har så optimistisk en trup, gør mig meget fortrøstningsfuld. Vi er alle enige om, at der er masser af point at hente endnu. Der er ikke nogle kampe, der er tabt for os på forhånd.”

Derudover fortæller assistenttræneren, at det bestemt ikke gør noget, at vi har overstået begge kampe mod Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold. De gemmer sig stadig i kampprogrammet mod nogle af de direkte konkurrenter til nedrykningsspillet.
”Havde vi ligget med to point og stadig vidst, at der var lang vej, så havde det selvfølgelig været tungere, men det er det ikke, så vi er sindssygt fortrøstningsfulde. Vi har mødt Aalborg og Skjern to gange, på den måde ved vi også, at vi har et kampprogram, der på en eller anden måde er lidt bedre end de andre, der også roder rundt dernede. Og en dårlig generalprøve giver jo en god præmiere, så det tager vi også med fra i dag,” siger Peter Schilling efter gårsdagens opgør mod Lemvig-Thyborøn.

Du kan få fingrene i billetter til de tre første kampe i Interfjord Arena allerede nu - det er lige her.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram