Sebastian Kanstrup til Skive fH

Før sæsonen var Skive fH særdeles godt besat på højre back, hvor både Emil Grønbech, Joshua Krohn Grace og Oliver Norlyk havde hjemme. Et par uheldigheder efterlader Emil alene på pladsen for en stund, og det har Skive fH nu handlet på, med tilknytning af en venstrehåndet profil i 1. division.

Fra Frederikshavn i det nordjyske er Sebastian Kanstrup skiftet, og til trods for en hurtig håndtering, er han stålsat med sin beslutning og ambitioner om at slutte sig til Skive-mandskabet. 

”Det gik meget stærkt med hele forløbet, hvor jeg selvfølgelig lige skulle mærke efter i maven. For det første, har jeg været rigtig glad for at spille i Frederikshavn. Jeg har haft gode holdkammerater og trænere, men samtidig ved jeg, at hvis jeg skal holde håndboldniveauet, så er det et rigtigt valg at træde et step op i rækkerne. Jeg kommer til et rigtig godt hold, og personligt vil jeg meget gerne være med i rækken hvor det er sjovt", forklarer Sebastian Kanstrup, der i den forgange sæson rykkede ned i 2. division med nordjyderne, og derfor kunne se frem imod en sæson på lidt lavere niveau.

Med skiftet bibeholder han nu titlen som 1. divisionsspiller. Han har ambitioner om spilletid, og med en langtidsskade til Joshua Krohn Grace, samtidig med at Oliver Norlyk er blevet tilbagekaldt til Aalborg Håndbold, kunne det umiddelbart ligne kontinuerlig spilletid fra start til den rutinerede fløj.

Fra Skive fH er der glæde over at kunne lande en kapacitet som Sebastian, der kender rækken, og dermed de forskellige modstandere vi kommer til at stå over for.

”I Sebastian har vi hentet en god fløjspiller, og han er en person vi har holdt øje med i lang tid. Trods opvækst i Mors/Thy, et kort ophold i HRH Roslev, og dernæst både Team Sydhavsøerne og Frederikshavn, så er Sebastian blot lige fyldt 25 år, og med en toårig kontrakt håber vi at kunne skabe et godt konkurrencemiljø - ikke bare lige nu, men også på sigt med flere spillere klar”, forklarer direktør Peter Andersen.

Med henblik på to skader på højre back kan det umiddelbart give anledning til et hævet øjenbryn eller to med tilgangen af Sebastian, der altid har begået sig som fløjspiller. Rasmus Kier er ene mand yderst på højreflanken, og med en venstrehåndet tilgang kan der blive åbnet op for at bruge spillere på alternative positioner.

Via egne ord mener Sebastian at være lidt en ”all-round” type.

”Jeg er en fløj der ikke er bange for at gå fra de spidse vinkler, men kan også lave løbene ind i banen, der kan være med til at åbne et forsvar op. Jeg mener selv at have lidt af det hele som fløj, men ved at jeg med skiftet til Skive kommer til at kæmpe hårdt for spilletid, hvor der er flere om buddet. Det er en udfordring jeg se meget frem til”, beretter den nye Skive-fløj.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram