Shaq og Benjamin bliver nye SfH'ere

I forbindelse med eftermiddagens sejr over Skovbakken, blev det også til underskrifter fra to nye spillere for de kommende sæsoner.

Ny højre back - profilen fra TM Tønder

I denne sæson er han topscorer i den røde Tønder-trøje, men næste sæson skifter han til blåt. Benjamin Holm har været den store profil i TM Tønder, og med en veldrejet venstre hånd er der grund til at glæde sig. Holm har sat sin underskrift på en kontrakt gældende fra sommeren 2021 til sommeren 2023.

”Benjamin er en skytte der ikke har så mange år på bagen som bagspiller, da han startede som fløj. Med mere og mere spilletid har han udviklet sig meget, og i et godt miljø er jeg sikker på, at vi kan rykke ham yderligere. Benjamin er hentet ind som afløser for Emil Grønbech, og selvom det er store sko at træde ud, er jeg sikker på, vi med stor tillid kan bringe ham frem som en rigtig spændende spiller”, forklarer Arne Damgaard om tilknytningen.

Benjamin er 24 år gammel, kommer oprindelig vest for Holstebro, og har boet i Esbjerg, hvor han har læst til pædagog. I denne sæson er det blevet til 51 scoringer for grænseholdet TM Tønder.

”At skifte til et tophold som Skive fH er et skridt op ad stigen for mig, og jeg har haft en god dialog med Arne Damgaard. Han rakte ud til mig, og han virker som en træner der lytter meget til sine spillere – det ser jeg meget frem til. Kæresten og jeg flyttet til Aarhus, og derfor giver det rigtig god mening på flere fronter. Skive virker som en super spændende klub og projekt, og der var jo god larm fra publikum, da vi spillede deroppe”, forklarer Benjamin Holm selv om skiftet.

Vi kan se frem til en habil tovejs-spiller der er meget eksplosiv, hvor han ikke er bange for at gå på bruddet, imens den primære force ligger som skytte.

Ny keeper med ligaerfaring på plads!

Med afgangen af Magnus Brandbyge og Jesper Sørensen skal der nyt blod på målmandsposten i den nye sæson, og her får vi blandt andet tilgang af en nuværende ligakeeper, der kommer til at indgå i den kommende målmandsduo. Målmandsposten er altid vigtig for et håndboldhold, og med den ene halvdel på plads er vi fortrøstningsfulde for fremtiden. Shaq kommer til Skive på en 2-årig aftale.

Shadrach-Amie Nsoni – i daglig tale ”Shaq” – er en 22-årig keeper, der har stået for ligamandskabet Lemvig-Thyborøn Håndbold de seneste 4 sæsoner, men han tager nu skiftet til ”naboerne” i Skive fH. Tidligere i karrieren har Shaq spillet sine ungdomsår i Team Tvis Holstebro og Aalborg Håndbold, imens han startede til håndbold i Vrå. Shaq har i dag congolesisk statsborgerskab, men håber at opnå dansk pas til sommer.

”Shaq er en super spændende målmand der mangler spilletid. Han er en stor oprejst keeper der fylder godt, og når han endelig får minutter, står han rigtig godt. Jeg tror at vi med en god tillid kan flytte ham rigtig langt, og at han kan blive endnu en god keeper i Skive fH’s historie”, forklarer cheftræneren Arne Damgaard om Skives nye nummer 30.

Shaq selv ser frem til at blive genforenet med Arne Damgaard, men også kommende direktør Jesper Sørensen, som han delte Lemvig-målet med i sæsonen 2018/2019.

”Jeg vil rigtig gerne fortsætte min udvikling i nye omgivelser, og samtidig synes jeg, Skive minder meget om Lemvig. Projektet lyder meget interessant og jeg kender mange af de nuværende spillere, imens tidligere Skive-spiller Nicolai Pugholm også har fortalt positive ting om klubben. Skive er mange unge spillere, og også her er der lighed imellem hvad jeg kommer fra, og hvad jeg skal i gang med”, forklarer Shaq selv om tilvalget af Skive fH.

Før Corona-tiden har Lemvig-Thyborøn Håndbold og Skive fH også samtrænet en del, og her har vi kunne se Shaq an.

Fredag d. 11/12 blev det til spilletid i stort set hele kampen, da Lemvig tabte knebent til Bjerringbro-Silkeborg, og her kom han op på en fin redningsprocent lige under de 40.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

Følg os på vores sociale medier
Privatlivspolitik og vedtægter
Copyright © 2019 Skive fH
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram