Sidste sæson i Skive fH-målet for Magnus Brandbyge

Ordsproget held i uheld kommer tit til sin ret. Det gjorde det også sidste sæson, da Magnus Brandbyge havde sagt farvel til klubben, men en konkurs til Århus Håndbold og en oprykning til HTH Herreligaen betød, at Skive fH har haft fornøjelsen af Magnus Brandbyge endnu en sæson. Det bliver dog, for nu, sidste sæson for Magnus Brandbyge i Skive fH-målet.
”Magnus Brandbyge har i denne sæson vist, at han kan gebærde sig på allerøverste hylde i dansk håndbold og vi har været glade for at kunde holde på ham endnu en sæson. Nu går turen videre for Magnus Brandbyge, selvom vi selvfølgelig rigtig gerne havde set ham flere sæsoner som vores mur i målet,” siger direktør Jesper Sørensen.

Målmanden selv har også været glad for endnu en sæson i Skive fH, selvom det ikke i første omgang var planen. Det har dog været en god sæson for Magnus Brandbyge, og han er glad for, at det var muligt at blive endnu en sæson i Skive fH, hvor han har fået lov til at blive prøvet af på liganiveau.
”Vi kan jo ikke komme udenom, at vi fik os spillet i en situation, hvor det var gunstigt at blive ved med at spille her. I forhold til mine egne ambitioner og målsætninger, så kunne man ikke have fundet et bedre sted,” lyder det fra målmanden.

Netop oprykningen til HTH Herreligaen var en stor del af beslutningen om at blive endnu en sæson for Magnus Brandbyge, der har været rigtig glad for sine to sæsoner i Skive fH. Her husker han specielt tilbage på kampene der sikrede oprykning, hvor han selv var en stor del af succesen.
”Det er klart, den sportslige succes, vi havde i sidste sæson, tager jeg med, og det er noget, jeg altid vil huske på. Det var fedt at være en del af. Jeg tager også med, at det er en god forening, der er gode frivillige ,og man er ved at få et godt set-up på plads. Der er altid nogle, man kan gå til og der er altid en hjælpende hånd, hvis man har brug for noget. Så den der åbenhed og åbne tilgang til foreningslivet, den kommer jeg til at savne,” siger Magnus Brandbyge

Vi har stadig fornøjelsen af Magnus Brandbyge i de resterende kampe i foråret, og her er ambitionerne for målmanden på plads; Skive fH skal blive i HTH Herreligaen
”Vi skal jo vinde 13. pladsen som er målet, og så skal vi blive oppe i nedrykningsspillet, det er klart. Jeg tror på, at hvis vi kan vinde 13. pladsen, så har vi også gode chancer og muligheder for at blive oppe med Skive, og så bliver det jo sjovt at være udebanehold i Interfjord Arena næste år,” siger Magnus Brandbyge.

Vi glæder os til at se Magnus Brandbyge i Skive fH-målet resten af sæsonen.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægterSalgs- og Handelsbetingelser
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram