Skive fH lejer ungt BSH-talent resten af sæsonen

Det er med stor glæde, at Skive fH her i slutningen af oktober måned kan præsentere en ny spiller til førsteholdstruppen.

Den unge Jeppe Gade Nielsen er 20 år gammel, og indtager positionen som playmaker hos ligamandskabet i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Han har i denne sæson spillet 2 kampe for førsteholdet imod Århus Håndbold og TMS Ringsted, hvor han scorede 2 gange i sidstnævnte kamp.

Fra cheftræner Arne Damgaard er der glæde over at hente Jeppe til Skive.

”Jeppe er en ung talentfuld 2-vejs spiller, der er meget direkte i sit spil, og han tør tage nogle klø. Han har en god højde i defensiven, og er generelt en spændende spiller at udvikle på, men han kan blive matchet godt her. Han passer godt ind i vores spillestil”, forklarer han således.

Netop den aktuelle situation har også haft betydning, for at vi her in-season har ageret.

”Vi har lige nu Andreas Damgaard ude på ubestemt tid, William Skovsager er rendt ind i en skade, og Nickolei Jensen døjer lidt med et knæ, som indimellem holder ham ude af træning. Tilknytningen af Jeppe er som aflastning, og så vi kan bibeholde vores stærke træningsmiljø. Han indgår på helt lige fod med alle de andre”, lyder det fra cheftræneren.

Forstærkningen skal ses som en styrkelse af bredden i førsteholdstruppen, og som ung spiller er det vigtigt med spilletid. Det er også en af målsætningerne med at skifte resten af sæsonen i BSH ud med 1. divisionshåndbold hos netop Skive fH.

”Det er interessant for mig at spille lidt mere, og jeg kender både Arne Damgaard og Peter Schilling Laursen, ved hvad de står for, og føler Skive som et tophold i 1. division. Det er et sted der gerne vil individuel udvikling med et godt træningsmiljø, og det kan forhåbentligt også på længere sigt være gavnligt for mig”, forklarer Jeppe Gade Nielsen selv om skiftet til 7800.

Skives nye spiller er ikke nødvendigvis den store hugger, men en fin tovejsspiller med et godt håndboldhoved der også kan spille venstre back, og kommer med en fin fysik skolet i et stærkt træningsmiljø.

Jeppe har som Bjerringbro-dreng tidligere udtalt han ønsker at bide sig fat omkring Bjerringbro-Silkeborg, og vi ønsker i Skive fH at være med til at forme ham på den vej.

Den 20-årige bagspiller havde første træning med de nye holdkammerater tirsdag, og forventes at være spilleberettiget snarest.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

Følg os på vores sociale medier
Privatlivspolitik og vedtægter
Copyright © 2019 Skive fH
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram