Skive fH præsenterer norsk U17 drengecheftræner!

Vi fik desværre ikke Konstantin Igropulo overtalt til at være assistenttræner, men Erlend Schare glæder sig enormt til at blive en del af Skive fH Ungdom, og så må vi se, om vi kan vende ham af med at være Barcelona-fan... 😉

Det er med stor spænding Skive fH kan løfte sløret for den kommende U17 drengetræner, efter at vi for et stykke tid siden præsenterede vores pigetræner for U17’erne - Steffen Lindorff fra ISI Trænerskolen.

U17 drengene får ligeledes en nyudklækket og engageret ung træner fra ISI Trænerskolen, da 25-årige norske Erlend Schare har takket ja til at stå i spidsen for U17 drengene den kommende sæson. Erlend har selv spillet håndbold på højt niveau (liga) som ungdomsspiller i Norge.

Erlend har tidligere været ungdomstræner for U16 og U18 i norske Sverresborg IF, og har i denne sæson trænet Ikast Håndbolds U19 drenge.

Ligesom til pigerne, vil vi også samle nuværende og potentielle U17 drengespillere og forældre til et uforpligtende onlinemøde snarest, hvor Erlend kommer til at fortælle om hans visioner og idéer, og hvad han lægger vægt på. Vi kommer tilbage med mødetidspunkt.

Erlend har brugt de sidste år i Danmark på at dygtiggøre sig indenfor håndboldtrænerfaget, og ser frem til at blive en del af Skive fH. Han bor lige nu små 800 kilometer nord for Skive i norske Trondheim, men flytter til Danmark og Skive i løbet af sommeren.

”Mit fokusområde er at spille god og underholdende håndbold, og at alle har de bedste rammer for at udvikle som menneske og spiller. Spillerne skal være glade for at komme til alle træningerne, og det skal lyse ud af dem, at de har det godt socialt. Vores styrke skal være, at vi er brandgode i vores fællesskab”, forklarer Erlend Schare, der har fået mange rosende ord og referencer fra undervisere og rutinerede håndboldtrænere vi har sparret om rekrutteringen med.

Fra klubbens side er der også en stor forventning til at ungseniortilbuddene U17 og U19 på begge køn bliver gode tilbud igen den kommende sæson.

I kokkebranchen snakker man om ”fra jord til bord”, og her i håndbold-Skive bliver det fra ungdom til førstehold – for begge køn, for de der bærer lysten og ærgerrigheden til at kæmpe for det, men uden at gå på kompromis med det sociale fællesskab, der også vægter højt i ungdomsårene og den generelle udvikling. Vi skal favne alle der har lyst til håndbold – uanset ambition.

”Vi har med Erlend Schare fået en træner der har været interesse for flere steder, og han kommer med en superfrisk og spændende håndboldfilosofi. Erlend har bragt alle de rigtige spørgsmål på banen i vores indledende samtaler, så det er med en god mavefornemmelse, at vi ser frem til at byde håndboldtalenterne velkommen tilbage i hallen, når COVID tillader det”, forklarer Henrik Pehrson – flerårig seniorspiller og nuværende bestyrelsesmedlem i Skive fH.

Vi vil over årene bringe flest mulige unge talenter frem til førsteholdsdebut, og det gælder både for herrerne i 1. division og damerne i 2. division. Vi har allerede bevist at 1. division herrerne udklækker og klargør spillere på samlebånd til ligaklubberne, og det er vigtigt vi også har næste tanke fra ungseniorer til seniordivisionshåndbolden med som mellemregning.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægter
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram