U21-landsholdsspiller Magnus Haubro Jensen skifter til Skive

I tråd med klubbens strategi om at talentudvikle, er det med glæde vi tilknytter bagspiller Magnus Haubro Jensen for de kommende 2 sæsoner. Den snart 20-årige Magnus skifter til Skive efter 9 sæsoner i Skanderborg Håndbold, hvor han er godt skolet gennem talentfabrikken SHEA i 4 sæsoner.

Magnus har - ligesom flere af vores andre unge spillere - været fast inventar på ungdomslandsholdene siden tiden som U18-spiller, hvor det blandt andet er blevet til EM-deltagelse og VM-udtagelse i den rød/hvide dragt. Han var med til at hente bronze til U18-EM i Kroatien i 2018, inden en skade satte en stopper for VM-slutrunden i 2019 efter at han ellers var udtaget, og Corona forhindrede afvikling af slutrunderne i 20 og 21.

Magnus var også med til seneste U21-landsholdssamling for en lille måneds tid siden i Fredericia – sammen med blandt andre 2 af vores øvrige nye spillere – fløjspiller Oliver Juhl Refsgaard og stregspiller Philip Lyngby Pedersen + nuværende spiller Jeppe Gade Nielsen, der efter denne sæson skal spille i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Vi har fat i en spændende og ung 2-vejs-spiller, som vi glæder os til at give minutter. Han kan dække 3’er i forsvaret, og at Skive fH er interessant for U21-landsholdsspillere, viser også, at der udefra bliver kigget vores vej, når unge ligaaspiranter skal ”på græs” og modnes til at træde ind på de etablerede ligahold”, forklarer trænerteamet Arne Damgaard og Peter Schilling Laursen om den nye spiller.

Med sine knap 2 meter er skudtruslen til stede, imens Magnus også kan agere udsmider i forsvaret.

”Jeg er god på skuddet, men min spidskompetence finder I i duelspillet, og mit overblik. Jeg har haft meget fokus på at udvikle mig til en solid 2-vejs spiller, der er en nødvendighed i nutidens håndbold, hvor det går hurtigt frem og tilbage. Jeg har prøvet at dække flere pladser i forsvaret”, kommer ordene fra Magnus selv.

Haubro har haft en god tid i Skanderborg - ingen tvivl om det - men samtidig er spilletid en vigtig del af at fortsætte en god udvikling.

”Skive er et af de bedste springbrætter til at modne sig som ungt talent, for som der også er blevet nævnt i vores samtaler, står klubben for ansvar og spilletid, og man får lov til at lave fejlene alle talenter skal modnes med at lave. Jeg har i Skanderborg kunne snakke godt med tidligere spiller Mathias Bitsch om Skive fH, og så kender jeg en del af de nuværende spillere, der snakker rigtig godt om klubben”, forklarer det unge talent om fremtidsvalget.

Til spørgsmålet om det betyder noget om Skive er i ligaen eller 1. division, kommer der et lusket smil, efterfulgt af et uddybende svar:

”Alle håndboldspillere med ambitioner vil jo rigtig gerne spille i ligaen, og det kunne være pissefedt, men samtidig kan det også noget at være tophold i 1. division. At have og pleje vinderkulturen med at skulle sejre hver weekend, hvor der er pres på udefra – det er der noget fedt over, så jeg følger selvfølgelig spændt med udefra, og tager det derfra”, forklarer Magnus, der også hjertens gerne havde hoppet i en Skive-trøje for sin nye klub på fredag mod Nordsjælland, hvis muligheden havde budt sig.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægter
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram