Vi greb muligheden!

På forhånd var der i Skive Folkeblad varslet vi kunne få Daniel Guldsmed at se på banen, og sådan skulle det også gå. Arne Damgaard måtte se bort fra ferierende Sebastian Kanstrup på højre fløj, og dermed var der i dag skrevet 15 spillere på holdkortet.

Udeholdets Gustav Falholt indledte fra højre back som en enmandshær med HØJ’s første fire scoringer, mens Skive allerede her fordelte scoringerne. Holdene fulgtes tæt ad, og på intet tidspunkt før pausen var Skive eller HØJ foran med mere end tre.

Det var dog HØJ der udnyttede et par gyldne muligheder til at spille sig uafgjort 13-13 til sidebyttet, og meget symptomatisk for kampen havde hjemmeholdets fløjspillere på dette tidspunkt noteret sig for 6 af disse. Kigger man rent spiltempo, så var Skive hurtigst med bolden, mens HØJ også havde lært af andre hold der har besøgt hallen, som gerne forsøger sig med lidt længere angreb.

Anden halvleg vippede frem og tilbage over knivsæggen, men via en enorm kynisme blev snoren kappet med 13 minutter tilbage af kampen.

Udvisning til en velspillende Jakob Stork fra gæsterne, og så var der ellers åbnet op. Først Rasmus Kier, og dernæst Nickolei Jensen i tomt mål til den første to-måls-føring efter pausen. En føring der sænkede skuldrene, og Skive-toget blev sat i sjette gear med damp på kedlerne.

Som tidligere nævnt var Daniel Guldsmed igen at finde i både forsvaret, som en solid krumtap, mens han også offensivt igen lod sig finde af årvågne indspil – specielt fra Nickolei Jensen.

Andre der kunne fremhæves, var en Thomas Damgaard, som ved flere lejligheder fangede sin direkte HØJ-modspiller på flade fødder, og hurtigt kunne slide sig fri på kanterne.

Også Malte Justesen og Rasmus Kier bød chancerne velkomne, og for begge blev det til 60 minutter, mens kamprapporten viste seks scoringer til hver.

13 minutter blev udnyttet til massakrerende 11-1 på måltavlen, og en – i 45 minutter - lige kamp blev vundet med 31-22.

Efter kampen tog "DG23" overskrifterne, da han til et velbesøgt aftermatch-arrangement kunne lade sig kåre til publikums man-of-the-match. Skive spillede smalt med 11 spillere i aktion, men de 11 gjorde arbejdet færdigt, da muligheden bød sig for det berømte knock-out.

Velkommen tilbage, og ikke mindst rigtig god weekend og vinterferie til jer alle – I var en fornøjelse at se i hallen!

Kampfakta: Skive fH – HØJ Elite 31-22 (13-13)

Malte Justesen – 6 scoringer (2 straffemål)

Rasmus Kier – 6 scoringer

Thomas Damgaard – 6 scoringer

Daniel Guldsmed – 4 scoringer

Emil Grønbech – 3 scoringer

Nickolei Jensen – 3 scoringer

Tobias Rasmussen – 2 scoringer

Udvisninger:

Lasse Rask - 2 min

Nickolei Jensen – 2 min


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægterSalgs- og Handelsbetingelser
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram