Topscorer Tobias Rasmussen: ”Jeg vil bare gerne vinde den 13. plads. Det er målet.”

Tobias Svend Rasmussen har fået en god start på sæsonen i HTH Herreligaen, og er endt som topscorer for Skive fH-mandskabet i de to første kampe. Det er dog ikke noget, der betyder meget for playmakeren, så længe der kommer point på kontoen.

”Sæsonstarten har været godkendt, og mest fordi vi også får point. Jeg er egentlig ligeglad med, om jeg laver 10 mål, det er selvfølgelig fedt, men jeg vil bare gerne vinde den 13. plads. Det er målet.”

#19 Tobias Rasmussen

I første hjemmebaneopgør mod Fredericia HK, blev det desværre ikke til point, selvom Skive fH tog føringen fra start. Et knæk midt i første halvleg med et par udvisninger og flere tekniske fejl, gav Fredericia HK chancen for at reducere og udligne, hvilket de udnyttede. Efter pausen faldt tingene dog igen på plads for Skive fH, men der var desværre for langt op til en udligning.

”Jeg synes, vores spændingsniveau er godt. Så rammer vi et par udvisninger, hvor Fredericia bare er knivskarpe og vi kommer bagefter og halter egentlig bagefter resten af kampen. Skal man se på kampen med de meget positive briller, så vinder vi jo anden halvleg. Men vi giver for mange bolde væk til nogle frie fløje uden at der er noget pres på, så der skal vi være mere skarpe.”

#19 Tobias Rasmussen

De to første point blev sat på kontoen efter en sejr i sæsonåbningen for Skive fH mod medoprykkerne fra Nordsjælland. Som altid, når de to hold mødes, blev det en kamp med spænding til det sidste. Tobias Svend satte ni af de 29 scoringer i mål og flere på meget nervepirrende tidspunkter. Selv fortæller han, at det var tanken om nederlag, der satte gang i Skive fH-mandskabet igen.

”Det var euforisk. Jeg stod og kiggede på tavlen, da vi var bagud med 5-6 stykker og tænkte, det sker bare ikke, det her, vi skal ikke køres over af Nordsjælland. Og så gik der ild i armen på mig, og i defensiven tog Tau og Haubro rigtig godt fra. Så vandt vi jo kampen.”

#19 Tobias Rasmussen

Med to kampe spillet og en tredje lige rundt om hjørnet, kan vi endelig få stillet håndboldsulten igen. Med en helt fremragende opbakning på lægterne i Interfjord Arena kan vi konstatere, at vi ikke er de eneste, der har savnet håndbold og harpiks. Når det går løs næste gang for Skive fH, så bliver det også krydret med lidt ekstra fankultur. Med opgør mod Mors/Thy følger også Bette Balkan, fanklubben der virkelig forstår at lægge pres på modstanderne.

”Når vi skal op på Mors, betyder det jo også Bette Balkan, så der er smæk på. Det betyder også, at vi skal være knivskarpe, når vi kommunikerer med hinanden. At vi hører hinanden, så vi ikke misser vores aftaler.”

#19 Tobias Rasmussen

Kampen mod Mors/Thy spilles i Sparekassen Thy Arena på lørdag d. 11. september kl. 15.30 - kampen kan du følge på tophåndbold eller på Skive fH´s instagram, hvor vi også opdaterer fra opgøret.


Skive forenede Håndboldklubber
Skyttevej 12
7800 Skive
CVR: 77761314

Tilmeld dig nyhedsbrev

    Følg os på vores sociale medier
    Privatlivspolitik og vedtægterSalgs- og Handelsbetingelser
    Copyright © 2019 Skive fH
    linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram