Skive fH

Skive fH henter fløjtalent i Bjerringbro-Silkeborg

Venstre fløj Sebastian Skøtt er lige nu at finde i Bjerringbro-Silkeborgs ligatrup. Næste sæson lægger han dog den sorte trøje på hylden for at bytte den ud med den blå Skive fH-trøje. Sebastian Skøtt skifter til den midt-og vestjyske klub på en toårig aftale til sommeren 2024.

Det er ellers i den sorte trøje, Sebastian Skøtt har spillet de fleste af sine håndboldår. Det var også i Silkeborg venstrefløjen tog skridtet op til liganiveau, hvor spilletiden sidenhen dog har været begrænset. Derfor er valget faldet på Skive fH, hvor Skøtt kan se ind en trup, som i mange år har været kendetegnet som et springbræt for unge talenter.
”Jeg har indset, at den rolle, jeg har fået i Bjerringbro-Silkeborg og den fordeling af spilletid, jeg har her, ikke er noget, der har passet mig. Jeg vil gerne ud og have en større rolle og noget mere spilletid. Generelt vil jeg bare gerne spille noget mere håndbold, og det var der mulighed for i Skive fH,” siger Sebastian Skøtt.

Assistenttræner Peter Schilling ser frem til at tilføje Sebastian Skøtt til Skive fH-truppen fra næste sæson. Schilling har stor respekt for den 21-årige fløjs valg af Skive fH ud fra træningsmiljø og klubmentalitet fremfor at lægge vægt på række, hvor Skive fH´s skæbne som bekendt stadig ikke er afgjort.
”Sebastian Skøtt bliver en god spiller at tilføje truppen og er en behagelig fyr både på og udenfor banen. Derudover er han en god kontraspiller med et rigtig godt håndboldhoved, der trænger til at få noget spilletid. Sebastian Skøtt er træningsvillig og stiller høje krav til sig selv og er for os et rigtig godt match,” siger Peter Schilling.

Skiftet til Skive fH bliver for Sebastian Skøtt en investering i sin egen karriere, som han beskriver det. For venstrefløjen, med en fortid på U-landsholdene, ved godt, at det på papiret er et skridt nedad. Spilletiden har dog været det altafgørende argument for Sebastian Skøtt, der ved siden af håndbolden også læser erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet.
”Nogle gange er man nødt til at træde et skridt tilbage for at træde to skridt frem. Stilstand er lig med tilbagegang for mig, så jeg glæder mig til at spille noget mere håndbold. Mine forventninger er helt klar at få noget mere hår på brystet. Jeg har derudover en forventning om, at vi skal spille liga, hvis ikke næste sæson, så sæsonen efter”, siger Sebastian Skøtt.

Sass spiller sin sidste sæson i Skive fH
Efter denne sæson skal vi sige farvel til Frederik Sass, som i gang med sin sidste sæson i Skive fH for nu. Tre sæsoner er det blevet til for Frederik Sass i den blå trøje, hvor han har udviklet sig progressivt på banen. Sass startede som tredjevalget på venstrefløjen, men har igennem sæsonerne bevist, at talentet er stort. Frederik Sass var også med til at rykke Skive fH i ligaen i sidste sæson og er en stor fornøjelse at have i truppen. Vi glæder os til at se Sass i den blå trøje i resten af sæsonen!