Skive fH

Adventsgaven - Anføreren forlænger med 2 år!

Foto: BenjaminChristensenFoto

Siger man ”DG23”, er der ikke meget tvivl om, hvem der er tale om. Som dreng rendte han rundt herinde i Kulturcenter Skive, og det fortsætter han glædeligt med i minimum 2 sæsoner mere. Daniel Guldsmed har underskrevet en forlængelse der rækker ud i 2024-2025 og 2025-2026 – Kaptajnen fortsætter i den blå uniform!

Daniels karriere startede i Skive fH inden 2 sæsoner hos Viborg HK som ungdomsspiller. Herefter var han i 3 sæsoner 1. divisionsspiller i Stoholm IF, mens vi har haft glæden af ham lige siden – kun kortvarigt afbrudt af et ophold som ligaspiller i KIF Kolding i sæsonen 2021-2022. Sæsonen forinden var han som topscorer med 95 mål i 26 kampe en markant forklaring på at det blev til oprykning til ligaen i netop sæson 2021-2022.

”Skive er mit hjem, så da Jesper og jeg satte os ned for at tale fremtid, var vi egentlig hurtige til at finde fælles fodslag. Vi er som klub på vej mod mere og mere professionelle tilstande, og jeg trives perfekt med trænerstab og alle i og omkring truppen. Jeg vil rigtig gerne være med til at Skive tager det næste step med oprykning og etablerer sig i ligaen, selvom de øvrige klubber vi konkurrerer med, også opruster markant i det kapløb”, forklarer Daniel selv om den 2-årige forlængelse.

I Skive fH er hverdagen bygget op om en balancegang mellem et civilt job og håndbolden, og det er en fordeling der passer den stærke stregspiller godt. Han nyder at kunne blive udfordret hos Skive College som IT-supportkoordinator, mens hele mandagen er afsat til håndbold, og de øvrige eftermiddage efter job tilbringes med håndboldtræningen.

Direktør Jesper Sørensen ved hvad han kan forvente fra anføreren, så på den vis er det også nemt at kunne sætte ord på betydningen af en spiller med Daniels kvaliteter.

”Med Daniel véd vi lige præcis hvad vi kan forvente. Han har været igennem et skadesforløb, men med det sagt, så har vi i hele perioden kunne mærke hvor meget han brænder for fællesskabet, så han kunne skabe optimale betingelser til sine holdkammerater inde på banen. Daniel er en profil vi er glade for at se tilbage efter skade, hvor han i forsvars- og angrebsspillet har store roller, men også udenfor banen – med hans store rutine og klubforståelse – betyder enormt for alle medspillere og trænere”, kommer de flotte ord fra direktøren.

Daniel er en ledertype mange ungdomsspillere i Skive fH ser op til, og skal der skrives autografer, er det ofte ham de unge profiler søger hen til først. Vi er glade for fortsat at kunne skrive nummer 23 på holdkortet i minimum 2 sæsoner mere – Daniel og Nickolei er de tætteste vi kommer på spillende klublegender.