Skive fH

Andreas Damgaard indstiller karrieren efter denne sæson

For Andreas Damgaard startede seniorkarrieren i Lemvig-Thyborøn Håndbold, og meget symbolsk var det også her, han fik lov til at sætte det sidste punktum. Andreas Damgaard indstiller karrieren efter denne sæson og er glad for, at Lemvig blev kulissen, hvor han fik sin sidste ligaoptræden.
”Det er da specielt. Det har været en speciel dag, hvor det har været lidt mærkeligt at tænke på. Så er det jo bare fedt, når man kommer i gang og vi slutter af med at vinde. Det har også været fedt, at jeg får liv at slutte der, hvor min seniorkarriere startede,” lyder det fra Andreas Damgaard.

Det er bestemt ikke alderen, der sender venstrebacken på håndboldpension, men derimod skader der spænder ben og giver flere minusser end plusser, når håndboldtimerne skal tælles op.
”Min hofteskade gør, at jeg simpelthen ikke kan mere. Jeg overvejede også at stoppe sidste år, men gav håndbolden det sidste skud. Det har jeg egentlig gjort et par år, men nu kan jeg ikke mere, i hvert fald ikke nok, når der er flere minusser end plusser.”

Andreas Damgaard slutter også på toppen af håndboldpyramiden med den sidste sæson i HTH Herreligaen og han har bestemt ikke fortrudt, at han tog det sidste år med, selvom det fysisk har kostet på kontoren. Han ærgrer sig dog også over de point, som holdet ofte var meget tæt på at hente
”Det er fedt, det er bare noget andet at spille i ligaen med meget mere opmærksomhed, sjovere kampe og et helt andet niveau. Man udvikler sig rigtig meget som hold ved at spille i ligaen, det er en helt anden måde at spille håndbold på. Det er selvfølgelig ærgerligt at vi ikke klarer den, men vi får 15 point og spiller rigtig godt. Vi har også smidt dumme point til sidst i flere kampe, som havde været nok til, at vi havde været med oppe omkring de 19 point, som flere andre hold også ender på.”

Lemvig-Thyborøn Håndbold blev Andreas Damgaards næstsidste kamp som håndboldspiller. En kamp, hvor Andreas Damgaard delte titlen som topscorer med Andreas Søgaard og Frederik Sass. Selvom den på papiret ikke betød noget for hverken Skive fH eller Lemvig-Thyborøn Håndbold, så kom der alligevel lidt spænding i kampen, for det var dog stadig et lokalopgør og de har altid betydning. Andreas Damgaard fik selv sat et fint aftryk i kampen, men var også hurtig til at sende ros videre til holdkammeraterne.
”Vi spiller meget direkte, hvor der har været mange kampe, hvor vi ikke har været helt så målsøgende. Vi får skudt en masse, har god succes med vores aktioner og kommer i god fart. Anders Gade kommer ind og skaber helt vildt meget i kontrafasen i 2. halvleg, hvor vi får mange gratis mål, fordi defensiven også står rigtig godt. Det gør, at vi kommer foran med fire mål og det hele bliver lidt nemmere derfra.

Forude er der en enkelt pokalkamp for holdet mod Grindsted i maj måned. Efter det er der mere studie end håndbold på programmet for Andreas Damgaard, der er i gang med at færdiggøre sig som bygningskonstruktør.