Skive fH

Endnu et år i Skive fH-trøjen til Christian Lorentzen

Den unge venstrefløj Christian Lorentzen var en af de sidste tilføjelser til dette års ligatrup. Efter en fin sæson i Skive fH-trøjen, lægger Christian Lorentzen nu endnu et år på sin kontrakt med Skive fH, hvor han næste sæson skal danne makkerpar med en gammel kending fra Bjerringbro-Silkeborg-tiden, Sebastian Skøtt.

Christian Lorentzen skiftede netop selv fra ungdomshåndbold i Bjerringbro-Silkeborg og glæder sig nu til igen at danne makkerpar med Skøtt. At Christian Lorentzen ikke er det naturlige førstevalg på positionen er kun en endnu større motivationsfaktor for den unge venstrefløj.
”Det presser en, at man ved, man ikke er førstevalg eller er med i startsyveren. Man skal i hele tiden arbejde lidt hårdere for at komme med, hvor det for nogle kan være et stort pres. For mig er det bare en kæmpe motivation og jeg glæder mig.”

Christian Lorentzen har ligesom William Skovsager haft en dobbeltrolle denne sæson, hvor det meste af spilletiden har været på 2. divisionsholdet. Der har også været indhop på ligaholdet, blandt andet fik Christian Lorentzen ligadebut på udebane i Gigantium mod Aalborg Håndbold. Sammen med håbet om mere spilletid, så er det også et godt klubmiljø, der holder endnu et år på ”Lo”, som han kaldes i Skive fH.
”Jeg er faldet godt til her, og jeg synes, det har passet meget fint i denne sæson med spilletid. Jeg vil gerne prøve et år mere, hvor jeg måske kan arbejde mig videre til at få endnu mere spilletid.”

Også på trænerbænken er der tilfredshed at spore i at holde endnu et år på den unge venstrefløj. Her er der også roser med på vejen fra assistenttræner Peter Schilling.
”Christian Lorentzen er en ung og vellidt spiller på venstre fløj, der allerede har vist stærke tekniske takter til både træning og kamp. Han arbejder godt med sine ting og skal stadigvæk knokle på med sin fysik, så han på sigt kan være med på højeste niveau.”

Det bliver 1. division for Skive fH-mandskabet næste sæson, og her ser Christian Lorentzen gode muligheder for sig selv på banen, målsætningen er også helt på plads for ham.
”Målsætningen er helt klart at komme op igen og spille liga og måske få lov til at lægge endnu et år på min kontrakt. Det er klart liga, vi har ambitioner om, og det vil jeg gøre mit for kan lykkes.”

Christian Lorentzen forlænger sin kontrakt med et år og er på holdkortet i Skive fH frem til sommeren 2023.