Skive fH

Endnu et fH-talent vender hjem

Frederik Hovgaard er for flere et kendt navn i Skive fH-regi. Playmakeren spillede flere af sine ungdomsår i klubben, før han skiftede til Skjern, Næste år bliver trøjen dog igen blå for Frederik Hovgaard, der har skrevet en toårig kontrakt med Skive fH. Dermed bliver han endnu en af de ungdomstalenter, der bliver en del af førsteholdet til næste år.

Tilmed bliver Frederik Hovgaard også endnu en i rækken af egne spillere, der efter et par sæsoner ude, igen vender hjem til klubben. Og for playmakeren selv bliver det et glædeligt gensyn med hallerne i Kulturcenter Skive, fortæller han.
”Jeg har altid haft en lille drøm om at komme tilbage igen og spille for Skive og for en fyldt hal. Det bliver fedt endelig at komme tilbage, især som senior og blive en del af førsteholdet.”

Det glæder også direktør Jesper Sørensen, at man kan hente en af egne talenter hjem til klubben igen, efter Frederik Hovgaard har hentet gode lærepenge i Skjern Håndbold. Her har han spillet med på deres U19-hold og har også fået ligadebut i sin tid i klubben. Derfor ser Jesper Sørensen også frem til at se Frederik Hovgaard sammen med resten af Skive fH´s hold til kommende sæson, hvor han falder godt ind i en ung trup og et godt træningsmiljø.
”Frederik Hovgaard er en talentfuld ung spiller, som er rigtig god på sit mand-mandspil og på brud. Han er også en spiller, der har et godt blik for spillet og så er vi glade for at få endnu en lokal spiller retur, som vi kan udvikle på.”

For Frederik Hovgaard bliver det også et gensyn med mange venner og bekendte på lægterne. Han glæder sig også til at kæmpe om spilletiden med mange holdkammerater, der ligesom ham, jagter masser af minutter på banen.
”Jeg har nogle konkurrenter, jeg skal have slået af, for der er mange spillere på holdet, der gerne vil have den spilletid, som man selv kæmper for. Så skal man bare vise til træning, at man er her for at spille håndbold. Jeg synes også, det er fedt, der er nogle, man kan sammenligne sig med og har samme ambitioner med håndbold som en selv.”

Frederik Hovgaard ser frem til at spille på holdet, og også ambitionerne for de kommende år er på plads for den unge playmaker, der både har oprykning og masser af spilletid på ønskelisten.
”Det kunne selvfølgelig være fedt at få en masse spilletid, specielt hvis vi lykkes med at rykke op i første sæson, men ellers håber jeg, at Skive kan være en klub, som kan være med til at udvikle mig rigtig meget som spiller,” fortæller Frederik Hovgaard.