Det er med største glæde og stolthed, at jeg kan præsentere Judith Blach Olesen som vores nye salgsansvarlige.
Vi har som bekendt søgt en salgsprofil med store kompetencer indenfor relationsskabende salg, værdiskabelse samt eventafvikling.
Da Judith lidt overraskende ansøgte denne stilling, var jeg og den øvrige bestyrelse ikke et sekund i tvivl om valget. Med Judith på holdet i dagligdagen får vi en af de mest dedikerede og hårdtarbejdende mennesker, og tilmed løber der blåt Skive fH-blod i årerne. Judith har haft adskillelige roller i klubben – både som træner, i børneudvalg og nu senest i bestyrelsen.
Dét, kombineret med hendes store lokale netværk og erfaring med værdiskabelse for sponsorer og samarbejdspartnere, gør hende til et fantastisk match til denne nyoprettede stilling hos Skive fH.
Judiths ansættelse er et vigtigt led i bestræbelserne på at vende tilbage til herrehåndboldligaen, hvilket kræver endnu mere økonomi for at begå sig. Vi har haft en klar strategi om at investere i en stærk administration, så vi bl.a. derigennem skaber det mest stabile fundament for klubben og indfrielsen af liga-drømmen.
Med Judith på holdet er vi sikre på at drømmen om håndboldliga igen bliver mulig at indfri, og samtidig skal vi sætte Skive og hele egnen endnu mere på landkortet – til glæde for vores sponsorer og samarbejdspartnere.
Judith har selv sat følgende ord at sætte på karriereskiftet:
”Jeg har valgt at sige mit lederjob i Jyske Bank Private Banking igennem 8 år op, da jeg ønsker at komme hjem til Skive og arbejde igen. Jeg ønsker at komme hjem og bruge mit netværk og relationer i byen. At være med til at gøre noget godt for byen og egnen.
Skive fH søgte en sælger – hvilket jeg tænkte passede perfekt ind i mit ønske om at komme hjem og bruge mine relationer/netværk, og ikke mindst, at være med til at gøre en forskel og få Skive sat endnu mere på landkortet. Skive fH er mit lille hjertebarn, som jeg har været en del af de sidste 15 år via forskellige poster i klubben. De sidste 3 år har jeg gjort mig som formand. Denne nye jobbeskrivelse med primært fokus på salg og event, gør naturligvis at jeg træder ud af bestyrelsen og nye kræfter skal til…
Jeg glæder mig til at præge Skive fH i en retning, som en foretrukken samarbejdspartner for kommunens erhvervsliv og uddannelsesmiljø. Vi skal arbejde meget mere hen imod, at Skive fH er et sted hvor vores virksomhedsejerne tænker ”her SKAL vi være med”. Vi skal udfordre, understøtte og inspirere hinanden på tværs og derved få skabt nogle samarbejdsaftaler. – Et sted hvor virksomhederne bruger hinanden og oplever værdiskabelse. Vi skal være mere end håndbold”.
Judith starter pr. 1/9 og kan kontaktes på jbo@skivefh.dk og telefon 61389874.
Jeg ser frem til dette nystartede samarbejde og glæder mig til at komme rundt sammen med Judith. Endnu mere glæder jeg mig til vi alle ses i hallen og følge drengenes udvikling på vej tilbage mod håndboldligaen.
På vegne af Skive fH,
Direktør Jesper Sørensen