Direktørens ord
Godt nytår til alle og lad os så komme i hallen igen!
Lørdagens kamp er for vores vedkommende første kamp i herrernes 1. division i 2024. Pga. den igangværende slutrunde og landsholdsdeltagelse fra Mathias Albrektsens side, så er kampen også den eneste i januar måned for vores vedkommende. Tønder har haft deres første kamp i 2024, hvor de hjemme tabte en tæt kamp mod rækkens førerhold fra Grindsted. Vi har haft et par gode testkampe mod henholdsvis TTH og BSH i de forgangne uger, som har vist os mange positive takter, som vi satser på at kunne tage med til dagens kamp mod Tønder.
Vores første kamp mod Tønder på udebane, blev til en meget sikker sejr på 7 mål, som overraskende for os selv blev meget mere overbevisende end traditionen siger, når vi spiller i Tønders intense hal. Men meget er sket siden det opgør og Tønder er i en helt anden forfatning i dag og de ligger rigtig godt med i den store mængde af SUB-tophold, som kæmper for at blive en del af det betydningsfulde kval-spil til håndboldligaen, som kræver en 2. eller 3. plads. Netop 3. pladsen indtager vi selv nu, hvorfor det naturligvis er et ekstremt vigtigt opgør for begge hold om de 2 point.
Tønders hold består af en lang række unge spillere, krydret med nogle få rutinerede spillere, som bliver styret fra bænken af den lokale sallingbo, Lars Krarup’s kyndige trænerledelse. Tønder er i gang med den 1. sæson med Lars ved roret og det er bestemt nogle ambitiøse sønderjyder vi får besøg af, som lige som os selv, har en klar ambition om at vende tilbage til den danske håndboldliga indenfor de nærmeste år.
Hos Tønder opholder sig nu en af vores tidligere spillere, stregspiller Tobias Balsby, som er en af Tønders store profiler, både defensivt og offensivt. Udover Tobias’ tidligere tilknytning til Skive fH, så har han også en anden sjov relation til lørdagens kamp, da ham og Sebastian Skøtt er svogere. Så udover de 2 point, så er der selvsagt andre vigtige ting på spil, hvor håneretten til næste familiekomsammen bestemt ikke skal undervurderes!
Hos Tønder skal der naturligvis holdes et vågent øje med holdets store profil, Rune Schrøder, som også er holdet topscorer.
For vores eget vedkommende, så ser vi alle frem til at komme i gang igen efter en måneds kamppause hen over jul og nytår. Seneste kamp ude mod HCM, blev desværre til et knebent nederlag, efter en meget tæt afslutning. Så vi skal starte en forhåbentlig ny stime af sejre i dag.
Hele truppen er fit for fight og klar til at give den gas på vores hjemmebane. Vi skal igen vise en masse engagement og tro på tingene, som tidligere har været vores kendetegn, særligt når vi spiller i BioCirc Arena. Vi håber på at få bragt en masse tempo ind i spillet, hvor særligt kontrafasen vil blive afgørende for udfaldet på kampen.
Topstriden er tæt i 1. division og flere overraskende resultater, har gjort at der ikke er langt fra 7. pladsen og til de eftertragtede opspilspladser. Vi ved, at skal vores målsætning for sæsonen indfries, så er en sejr påkrævet i de fleste kampe vi spiller, hvilket selvfølgelig også er gældende for kampen mod Tønder.
Vi glæder os til at byde alle indenfor i BioCirc Arena.
Dagens kampsponsor er BDO
Dagens Hospitality partnere er Hancock og Kvickly
Lounge sponsor er Beierholm
Hovedsponsor er Spar Nord og BioCirc