Skive fH

Fredericia HK gæster Interfjord Arena i 1/8-finalen af Santander Cuppen

I går fandt vi modstanderne til den kommende 1/8-finale i Santander Cuppen: Fredericia HK – det bliver denne kamp, der åbner sæsonen for Skive fH, som skal afvikles inden d. 28. august.

Kigger vi tilbage på denne sæson i HTH Herreligaen, så har vi to opgør mod selv samme at sammenligne muligheder og chancer med.

Første kamp blev spillet på hjemmebane i Interfjord Arena først på sæsonen, her havde Magnus Brandbyge godt fat i målet, mens Tobias Rasmussen hamrede otte scoringer ind for Skive og blev topscorer i kampen. Fredericia HK løb alligevel med det længste strå, blandt andet takket være en lige så velspillende Emil Tellerup i den anden ende af banen.

Opgøret på udebane gemmer også på et nederlag, men ikke desto mindre en kamp med masser af muligheder. Her var det i stedet Magnus Møland, der havde helt gang i skudarmen fra fløjen, mens også Magnus Haubro på banen leverede et højt niveau og Magnus Brandbyge i målet igen tog godt fra.

Skal vi konkludere på de to opgør, så var der masser af muligheder, hvor den sidste skarphed manglede, men ikke desto mindre, så er chancerne til stede for videre avancement! Selvom vi selv får en del nye spillere til, så kan vi også udnytte, at Fredericia HK gør det samme. De skifter selv ud på trænerposten, hvor Gudmundur Gudmundsson overtager tjansen, mens de også skal have spillet fire nye spillere ind på holdet.

For os kommer der også en del nye spillere på holdkortet, og unge ikke mindst. Her er fordelen dog, at mange af de kommende Skive fHére allerede kender hinanden godt og på kryds og tværs har spillet sammen eller overfor hinanden i ungdomsårene.

Alt i alt er der lagt op til en aldeles seværdig kamp, når vi tager imod Fredericia HK i Interfjord Arena, hvor vi vender tilbage med tidspunkt, så snart kamptidspunktet er fastlagt.