Skive fH har også kigget mod Sydfyn i jagten på at sætte næste sæsons førstehold. Her henter man den 21-årige højrefløj Viktor Vlastos, der har indgået en toårig aftale med Skive fH og således skifter Sydfyn ud med det Midt- og Vestjyske til sommer. Et skifte Viktor Vlastos ser frem til, hvor gode snakke med kommende holdkammerater, også har spillet en rolle i beslutningen om skiftet.
”Rollen jeg vil få i Skive fH var rigtig tiltalende, og jeg kender også Philip Lyngby godt, som jeg har talt lidt med. Philip havde mange gode ting at fortælle om klubben, og så er det også en klub, der altid ligger i toppen af 1. division, hvor de også i år har hentet erfaringer fra ligaen, som jeg synes er spændende,” fortæller Viktor Vlastos.
Cheftræner Arne Damgaard ser også tilføjelsen af højrefløjen som en vigtig brik i sammensætningen af det kommende hold. Ligesom mange andre af de nytilkomne spillere, så er kendetegnet ved Viktor Vlastos jagten på mere spilletid og ansvar. Noget som Skive fH er klar til at give ham, fortæller Arne Damgaard.
”Viktor Vlastos er en lille hurtig fløjspiller, som har en GOG-opdragelse med sig, hvor han også har været en tur forbi TM Tønder, inden han vendte tilbage til GOG, men dog har siddet en del på bænken den seneste sæson. Derfor er han også en spiller, som er ude og søge noget spilletid, og jeg tror helt sikkert, han er en, der kan udvikle sig ved os. Vi er klar til at give ham en masse ansvar og spilletid, så vi kommer til at løfte ham.”
Viktor Vlastos skifter ikke bare til Skive fH, men skifter også til postnummer 7800 og flytter til byen, modsat mange andre spillere, der i denne sæson blandt andet har været bosat i Aarhus. Og det er bestemt også noget, der glæder Arne Damgaard.
”Det synes jeg kun er fantastisk, men nu kender han det nok lidt fra GOG, hvor man har rigtig meget klubliv og er blevet opdraget i det. Vi har jo også meget klubliv i Skive, som han kan blive en større del af. Jeg synes, det er dejligt, at folk gerne vil flytte hertil og vi måske kan få glæde af dem til andre arrangementer her i klubben. Det viser også, at han vil det her rigtig meget, og det er vi glade for.”
Også fløjspilleren selv ser frem til at blive en stor del af klubben, hvor han drømmer om en oprykning til ligaen, men først og fremmest ser frem til at prøve kræfter med holdet og ikke mindst byen.
”Jeg har ikke storbydrømmen og jeg vil egentlig gerne være så tæt på den klub, som jeg spiller i. Det er byens hold, og så synes jeg også, man skal bo i den by, så man kan mærke stemningen omkring klubben og man kan møde frivillige og spillere i byen og i hallen, så man får klubben ind under huden.”