Direktionsberetning for årsregnskabet 22/23
Tak for endnu et fantastisk år, som igen har budt på mange gode oplevelser, som på tværs har styrket klubben.
Sæsonen har budt på mange ting i klubben, som vi kan være stolte af:
Meget positivt årsresultat med et overskud på 318.000 kr., som langt har oversteget vores egne forventninger og budgetter og som bringer os en endnu stærkere forfatning og egenkapital. Vores formål er som udgangspunkt ikke at skabe overskud, men modsat er det glædeligt, at der har været så mange positive sammenfald i år. De primære årsager til det ekstremt gode resultat er bl.a.:
Mange nye samarbejdspartner er kommet til i det seneste regnskabsår, hvilket har skabt stor vækst på vores toplinje.
Nogle meget vellykkede arrangementer, som bl.a. vores spinning event, håndboldskolen, Bingo show i samarbejde med Kvickly Skive samt et meget positivt resultat fra Hancock Cup.
Markant større tilslutning til vores hjemmekampe og erhvervsklubs arrangementer.
Flot opbakning til vores netværksarrangementer, som har fået et stort løft i denne sæson, med bl.a. morgenpadel hos Padelhall Skive.
Det sportslige højdepunkt for vores 1. holds herre var klubbens første pokal ¼ finale mod BSH i december og indfrielsen af sæsonens målsætning omkring top-3, klart de to mest iøjnefaldende. Pokalkampen mod BSH med besøg af TV2 SPORT og en fyldt Interfjord Arena, viste os igen den kommercielle værdi og hvor meget vi sammen kan sætte Skive på det nationale landkort.
Stadig større tilslutning til vores skare af frivillige, som løfter flere og flere opgaver for klubben, samtidig med at der er fokus på fællesskabet og den gode trivsel. Uden jer, ingen klub. Herfra største respekt og taknemmelighed, til alle frivillige i klubben, inkl. trænere og ledere, som yder en uvurderlig indsats.
Stor tak til alle medarbejdere, som har gjort at vi kommer ud af 22/23 regnskabet styrket og kan se meget lyst på fremtiden.
Tak til alle sponsorer og samarbejdspartnere, uden jeres tillid og velvillighed, var ingen af vores drømme mulige.
På vegne af Skive fH /Direktør Jesper Sørensen