Det var endnu en gratis kamp, som Skive fH i går gik ind til i thansen ARENA. Eller det var det i hvert fald på papiret lige indtil Skive fH leverede endnu et stort comeback og bragte sig selv tilbage i kampen om de to point. Desværre ramte skibonitterne ind i en større scoringspause, der langsomt men sikkert, kvalte drømmen om at hive de to point med hjem.
Skive fH var bagud 18-13 ved pausen efter en halvleg, hvor boldene var fløjet ind om ørerne på Magnus Brandbyge i målet. Fløjovergange med indspil til stregen gav ham dårlige arbejdsbetingelser og defensiven fik aldrig rigtig helt fat. I de sidste 30 minutter fik defensiven dog rettet godt ind, hvor Andreas Damgaard og Søren Tau fik lukket godt af i midterforsvaret. Magnus Brandbyge blev varm i målet og var hurtig til at sende bolden videre til kontramuligheder. Kontramål der var med til at bringe Skive fH tilbage i opgøret med seks scoringer på få minutter.
Flere af de kontramål kom fra unge Magnus Møland, der spillede sin største kamp i år og kvitterede med seks scoringer på seks forsøg for tilliden på banen. Herefter løb Skive fH-mandskabet bogstaveligt ind i en scoringsmur, hvor en scoring fra Andreas Damgaard med 13 minutter igen blev sidste scoring fra os. Det var ellers her mulighederne igen synes at være indenfor rækkevide efter seks scoringer på få minutter og en reducering fra 24-19 til 25-24 med en scoring fra Damgaard. To udvisninger til Fredericia HK gjorde det heller ikke nemmere for Skive, der ganske simpelt ikke kunne få bolden indover stregen og en gentagelse som i Ringsted langsomt blev slået ihjel.
Ingen point kom med retur til Skive i går, men det betyder ikke, chancerne ikke stadig er til stede. Det betyder dog, at en sejr skal på bordet, når vi næste uge møder KIF Kolding på udebane onsdag kl. 20.30.