Skive fH

Ni spørgsmål til Lotte fra Stærdal FotoGrafisk

Det er en kunst at tage gode billeder. Den kunst har Lotte Stærdal gjort til sin levevej og har i dag firmaet Stærdal FotoGrafisk. Hos Stærdal Fotografisk handler det om det gode billede. Og for at det gode billede bliver godt, så skal lyslægning, materiale, form og farve være i orden. Det kan Lotte hjælpe dig med helt fra den spæde ide til det færdige resultat, og så er hun ret vild med at tænke ud af boksen.

Stærdal fotografisk er sponsor i Skive fH og står blandt andet bag de fine billeder af vores administration og bestyrelse på hjemmesiden.

For at du kan lære Lotte og Stærdal fotografisk lidt bedre at kende, så har vi fanget Lotte til ni hurtige spørgsmål – læs med herunder:

Hvordan går det hos Stærdal fotografisk og hvad er historien bag?
Lige nu går det rigtig godt. Jeg har været i gang i snart seks år og byen begynder også at kende mig. Selv er jeg uddannet fotograf fra Medieskolerne i Viborg, været i lære i Aalborg hvor jeg efterfølgende læste til grafiker. Jeg er dog født og opvokset i skive, så jeg har valgt at flytte tilbage hertil for at starte virksomhed her.

Hvorfor blev det fotografi, der blev karrierevejen for dig?
Jeg har altid været kreativ og har haft mange kasketter på kreativt. Jeg startede dog med at søge ind som fysioterapeut, men var egentlig lidt skoletræt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet på, at jeg kunne blive fotograf, men skæbnen ville, at jeg kom ind begge steder, og så vandt det kreative.

Har du altid taget billeder?
Nej, slet, slet ikke. Jeg boede et år i USA og der var rigtig mange gode motiver, så der blev interessen vagt og så kørte det egentlig bare videre derfra. Jeg er ikke en af de fotografer, der altid har taget billeder, men det har altid været en interesse for mig og noget, jeg synes, var rigtig sjovt.

Hvordan ser den fotografiske verden ud lige nu?
I lang tid har interessen for fotografiske billeder været nedadgående, men jeg ser tendensen vende. Folk finder ud af, at en mobiltelefon ikke kan alt, og hvis man skal have solgt sine produkter og virksomhed, så er man nødt til at være unik og bruge sine egne billeder. Det er der heldigvis flere og flere, der får øjnene op for. Det er også et voldsomt marked på alle webshops og sociale medier, hvor man bare er nødt til at skille sig ud.

Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det er, at jeg møder en masse forskellige mennesker, og der er aldrig to dage, der er ens. Det lyder måske lidt kliche, men det er rigtigt. Jeg laver så mange forskellige ting med en superfleksibel og alsidig hverdag.

Hvor meget arbejder du?
Det er svært at sige, for det kludrer sig oftest lidt sammen. Jeg har selv en børnefamilie med tre små børn og startede virksomheden, da jeg var på barsel med den mindste. Mit arbejde er heldigvis meget flydende og fleksibelt, så jeg kan gå tidligt og hente mine børn og så arbejde lidt om aftenen i stedet.

Dit bedste råd til andre virksomheder?
Skil dig ud. Man skal ikke bare huskes, man skal huskes for noget. Selvfølgelig skal man huskes for det, man producerer, og det produkt man har, men det gør ingenting, hvis man skiller sig lidt ud fra mængden.

Hvorfor er du sponsor i Skive fH?
Det er jeg, fordi jeg også selv er vokset op i hallerne. Jeg startede med at spille håndbold, da jeg var fem og spiller stadig lidt. Det gør mig helt stolt at være sponsor her, hvor jeg er med til at kunne give nogle lignende muligheder videre til andre. Der er mange steder, man kunne smide penge hen, men jeg vil gerne støtte Skive fH, fordi jeg selv har haft så mange gode oplevelser herude.

Hvorfor er det vigtigt at have tophåndbold her på egnen?
Det er helt sikkert en vigtig promovering af Skive, der qua sin størrelse ofte har lagt i skyggen af andre. Det er ekstra fedt, når vi kan komme op og blande os med de store drenge. Det er jo også en rigtig stor håndboldklub, hvor vi helt bestemt skal have os selv til at føde talenterne til førsteholdene.

Hvis du er mere nysgerrig på Lotte Stærdal, kan du læse mere lige her.