Skive fH

Nickolei Jensen forlænger med 2 år

402264637_859054222401632_6432809662450432613_n

3 sæsoner – så lang tid har Nickolei Jensen spillet seniorhåndbold i andre klubber, mens det i Skive fH er blevet til mere end 10 sæsoner – foruden hele hans ungdomstid. Det blev til de første seniorminutter i Stoholm IF, mens han i 2 sæsoner fra 2016 til 2018 tørnede ud for vores lokalkollegaer fra Mors-Thy.

Dåbsattesten nærmer sig sit 33. år, men der er så meget mere at kommer efter. Vi forhørte os ved cheftræner Mathias Albrektsen omkring den 2-årige forlængelse, hvor han hurtigt fandt frem til de rosende superlativer.

”Man kan sætte mange ord som ”kulturbærer” og ”ægte skibonit” med masser af lokalkendskab på Nickolei, men det er jo en mand der på banen har fundet sin anden ungdom på det seneste. Han har med den større rolle taget de muligheder han er blevet givet, hvor han har været en profil. At vi kan forlænge med Nickolei, fortæller at vi har ro omkring vores projekt. Nickolei stod toptunet til sæsonstart og har været en vigtig byggesten i denne sæson”, kommer det fra Mathias.

Også fra spilleren selv ser han frem til at kunne fortsætte i den klub, som har givet så meget til ham.

”Med under 1 kilometer til omklædningsrummet kan man godt kalde mig ærkelokal, så på mange fronter var det en meget let beslutning, da Jesper bankede på og spurgte om vi ikke skulle forlænge. Som det også har været skrevet i avisen, så har jeg da gjort mine tanker om livet efter håndbolden, men da det kom til stykket, var det min søn der i sidste ende tog den store beslutning rundt om køkkenbordet, hvor min kone Rikke og jeg så måtte sige ”okayokay – så siger vi ja””, skraldgriner Nickolei omkring fremtiden som Skive-spiller indtil minimum sommeren 2026.

I Skive Folkeblad var der en artikel d. 17. november 2023, hvor Nickolei også kom ind på prioriteterne ved siden af håndbolden. Som far til 3 – pigen Ellie og drengene Lukas og Vitus – er det også vigtigt at være omkring dem. Derfor har han besluttet denne sæson – for nu – bliver den sidste som træner ved siden af egen karriere, hvor han er ansvarlig for klubbens bedste U19 drenge.

”Jeg er jo heldig med at have en kone der selv har været håndboldspiller, Rikke, så vi har måske en lidt anden forståelse for mit liv end mange af mine kollegaer. Derudover er min arbejdsgiver på Skivehus Skole også et stort aktiv i at få det hele til at lykkes, så i sidste ende har jeg mange at takke. Jeg ser frem til at bygge videre på Skive fH 2.0 de kommende sæsoner”, udtaler Nickolei Jensen.

Tilbage til cheftræneren, så er det naturligvis en fjer i hatten, at Nickolei er lokalforankret, men forlængelsen er i sidste ende baseret på hans store bidrag inde på banen.

”Da Martin Holmgaard og jeg kom til i sommers, fornemmede vi hurtigt Nickoleis store spilintelligens og kæmpe iver for at få det maksimale ud af sine holdkammerater og sig selv. Han bidrager enormt meget med stor håndboldforståelse og på det taktiske plan, hvor han er rigtig dygtig som en forlænget arm for os inde på banen. At vi forlænger med både Guldsmed og ”Nicko” betyder meget i postnummer 7800, men først og fremmest kommer forlængelsen med Nickolei som kronen på en enormt flot sæson”, forklarer cheftræneren.

Derfor er det en forlængelse med hvad man sagtens kan kalde en klubmand, som vi her til aften offentliggjorde for vores erhvervsklub og efterfølgende her på vores sociale medier.