Skive fH

Opfordringen er klar - kom i hallen i dag!

I dag venter der et meget spændende opgør i Interfjord Arena. Nogle vil kalde det oprykkerduellen andre bundduellen, begge er gode nok, for det er nemlig henholdsvis de to oprykkere og de to nederstplacerede i HTH Herreligaen der tørner sammen i aften.

De kolde facts fortæller også, at det for begge hold er en meget vigtig kamp. Skive fH er i øjeblikket placeret som bund med otte point, mens Nordsjælland indtager pladsen lige over med 12 point. En sejr skal således på bordet i aftenens kamp, hvis Skive fH skal gøre sig forhåbninger om at holde liv i sæsonens drøm om 13.pladsen.

Derfor er opfordringen fra assistenttræner Peter Schilling også helt klar – kom i hallen!
“Vi må ikke underkende, at den ottende mand fra lægterne kan gøre en kæmpe forskel i en tæt bundkamp. Det er bare en vigtig faktor i håndboldligaen at have en god hjemmebane. Det har vi haft igennem sæsonen og det får vi brug for i dag.”

Billetter til dagens opgør finder du lige her.