Skive fH

Peter Schilling: Nu er der ingenting at tabe, så nu må vi slippe håndbremsen

Det blev mange individuelle fejl og en dårlig 1. halvleg, der gav dødsstødet til to point i Interfjord Arena i torsdagens opgør mod SønderjyskE Herrer. Andreas Lang og Noah Gaudin gjorde specielt ondt på Skive fH i 1. halvleg, og det ærgrede Peter Schilling efter kampen.
”Vi taber på mange af de ting, vi var forbedrede på. Vi taber en masse dueller på Gaudin og Lang og det giver dem nogle sindssyg gode betingelser. Offensivt kommer vi til en del gode chancer, men brænder for meget.”

De individuelle fejl kostede også på måltavlen, hvor tekniske fejl og tabte bolde flere gange slog knuder på store chancer. Der var dog også lyspunkter i kampen, hvor Skive fH flere gange var tæt på comeback.
”Vi var uskarpe og der var for mange små personlige fejl både defensivt og offensivt. Vi dækker meget godt op, da vi går i 5-1, hvor det var som om, der skulle ske noget nyt, men det var sgu ikke nok i dag,” sagde Peter Schilling.

Der kom ikke point på tavlen i torsdags og mens de andre bundhold også begynder at vinde, ser det for Skive fH lidt svært ud. Den sidste kamp er dog langt fra spillet og der er endnu fem kampe tilbage at hente point i i grundspillet. Det er noget, som Skive fH har sat fuld fokus på.
”Vi skal lade være med at kigge på tabellen. Den skal vi have skubbet væk og fokusere på, at der er 10 point tilbage at spille om. Vi skal tage en kamp ad gangen, og så skal vi bare jagte alt det, vi kan. Nu er der ingenting at tabe, så nu må slippe håndbremsen. Det sagde vi også inden denne kamp og nu bliver vi lidt isoleret i bunden. Men det er klart, kan vi få seks point mere, kan det stadig nås. Det er mange, men det er vores helt store håb,” sagde Peter Schilling efter torsdagens kamp.

Næste kamp for Skive fH venter torsdag d. 17. marts på udebane mod Fredericia HK kl. 19.00.