Skive fH

Skive fH og BioCirc Group indgår ambitiøst partnerskab, der skal sikre den positive udvikling

Skive fH, en af Danmarks største håndboldklubber målt på antal tilmeldte turneringshold, er stolte af at kunne præsentere BioCirc som ny arena- og hovedsponsor i klubben. Med dette partnerskab vil Skive’s ambitiøse 1. divisionshold bære BioCirc’s logo på trøjen, mens klubbens hjemmebane fremover vil bære navnet BioCirc Arena.

Denne nye aftale kommer på et tidspunkt, hvor begge parter ser markante muligheder for vækst og udvikling. BioCirc ønsker at forstærke sin forankring i Skive-området og ser Skive fH som en ideel partner. Klubbens værdier der er dybt forankret omkring fællesskab, frivillighed, sportslig professionalisme og en socialt bæredygtig fremtid, som harmonerer perfekt med BioCirc’s vision om grøn udvikling og lokal forankring.

Samtidig giver sponsoratet Skive fH en gylden mulighed for at styrke klubbens positions. Den økonomiske støtte fra BioCirc vil direkte gavne klubbens sportslige ambitioner og udviklingsprojekter, hvilket skal cementere Skive fH’s rolle som talentfabrik og en klub, der tager ansvar for lokalsamfundet.

“Vores samarbejde med BioCirc er en milepæl og historieskrivning for Skive fH. Udover den økonomiske støtte giver partnerskabet os mulighed for at fremme vores talentarbejde og foreningskultur, samtidig med at vi fortsætter vores sportslige bestræbelser, på tilbagevenden til landets bedste række for vores 1. hold herrer. Vi er taknemmelige og ydmyge for dette nye samarbejde, som vi ser mange positive perspektiver på for klubbens fremtid.  ” udtaler Jesper Sørensen, direktør i Skive fH.

Bertel Maigaard, direktør for BioCirc Group, tilføjer: “Skive fH repræsenterer præcis den type organisation, vi ønsker at samarbejde med. De er forankret i lokalmiljøet og med ambitioner, der rækker langt ud over kridtstregerne på håndboldbanen. Sammen kan vi drive positive forandringer for både sporten og samfundet.”

BioCirc der allerede driver Vinkel Biogas i kommunen har over en længere periode været i dialog med Skive fH, og det blev hurtigt klart, at ambitionerne i Skive er store. Klubbens herrehold, som kombinerer rutinerede spillere med unge talenter er præcis, hvad BioCirc ser som en model for fremtiden: en fusion af erfaring og innovation.

”Partnerskabet repræsenterer mere end bare en sponsoraftale; at blive associeret med en organisation, der investerer så massivt i bæredygtige løsninger, styrker ikke kun vores klubs position, men også vores rolle i at forme en grønnere fremtid for Skive,” udtaler Jesper Sørensen.

Bertel Maigaard fortsætter, “Vores forpligtelse i Skive går ud over banen, og med Skive Kommunes ambitioner for den grønne omstilling, har vi mulighed for at udvide det bæredygtige aftryk lokalt. Det gør også, at vores forpligtigelse til at tage et endnu større ansvar for, at lokale institutioner som Skive fH kan være med på den grønne udviklingsrejse.”

Aftalen cementerer parternes forpligtelse til at skabe en positiv indvirkning på både den sportslige og samfundsmæssige front, og samarbejdet giver endnu bedre adgang og tilhørsforhold til klubben, for BioCirc’s mange lokale medarbejdere.

 

For yderligere information kontakt venligst:

Thomas Bak Thellesen
Head of Communications, Sustainability & Public Affairs
Tlf.: +45 2078 4484
Mail: tbt@biocirc.com

 

Jesper Sørensen

Direktør i Skive fH

Tlf.: +45 40976436

Mail: js@skivefh.dk

 

 

Fakta om BioCirc Group

BioCirc er en cirkulær bioøkonomisk virksomhed, der blev stiftet i Danmark i 2021. Virksomhedens formål er at etablere og producere grøn energi i form af el, gas, brændstof og varme. BioCirc’s ambition er at etablere landbaserede cirkulære energiklynger, der sikrer en fuld grøn omstilling lokalt.

Den administrerende direktør i BioCirc Group er Bertel Maigaard. Virksomheden har kontorer i Middelfart og København og har mere end 120 ansatte. I dag har BioCirc syv[1] biogasanlæg i Danmark, og virksomhedens vækst i biogassektoren forventes at fortsætte i årene frem. Med de syv anlæg er BioCirc’s årlige biogasproduktion på cirka 155 mio. kubikmeter grøn gas, og BioCirc leverer dermed, hvad der svarer til mere end 105.000 husstandes årsforbrug.

[1] Handlerne af Naturbiogas Sode og Blåbjerg Biogas afventer endelig godkendelse fra de danske myndigheder