Som varslet bliver der i Skive fH sået en masse frø for tiden, og i den forbindelse kan vi nu præsentere, hvad vi kalder et scoop. Efter sommerferien tilknytter vi den rutinerede og mangeårige ligaprofil Frederik Børm på en 2-årig aftale. Frederik skifter til Skive fH fra norske ØIF Arendal.
”Jeg er en erfaren herre på 34 der har spillet håndbold på eliteniveau i efterhånden mange år, og jeg er kommet til et sted, hvor jeg har brug for at stemple ind i et nyt og fedt projekt. Efter snakke med både Jesper Sørensen og kommende cheftræner Mathias Albrektsen har jeg fået øjnene op for Skive fH og det projekt de har gang i. Jeg synes den retning Skive går i lyder super spændende, og det er noget jeg godt kan se mig selv som en del af”, forklarer vores kommende midterforsvar og stregspiller offensivt.
Netop Skive fH-direktør Jesper Sørensen ser også tilknytningen af Frederik Børm som en spændende signing, og en sjov sidehistorie, så har han selv spillet sammen med ham i Stoholm Håndbold tilbage i sæsonen 2007-2008.
”Jeg kender Frederik on-off igennem mange år, og han er en type vi glæder os til at få til Skive. Frederik er qua hans fine fysik en rigtig dygtig forsvarsgeneral, men også angrebsmæssigt har vi set nogle ting vil glæder os til at se i Skive-trøjen. Vi er som klub stolte over at kunne præsentere en spiller i Frederiks kaliber, og jeg er sikker på han kan lære godt fra sig til vores mange ambitiøse unge. Frederik har prøvet meget i sin karriere, og han kan uden tvivl også give værdifuld erfaring”, beretter Jesper Sørensen.
Børm har været en berejst herre, og kigger man på karrieren er han i gang med sin anden sæson i norske ØIF Arndal. Før var han i fransk håndbold hos Istres efter Århus Håndbold lukkede, og inden da 5 sæsoner i SønderjyskE, 2 sæsoner i Skjern, 2 sæsoner i KIF Kolding, 1 sæson i Nordsjælland Håndbold, 1 sæson i Viborg HK og 1 sæson i Bjerringbro-Silkeborg. Med skiftet til Skive fH glæder han sig til at komme hjem til en fast base i Danmark.
”Det passer supergodt at komme hjem netop nu. Det er gået rigtig fint i Norge, men jeg har også 3 børn i Århus jeg ser frem til at prioritere, hvor det har været meget frem og tilbage. Hele pakken og familielivet glæder jeg mig enormt til, og det kommer til at give mig flere procenter som menneske, men forhåbentlig også inde på banen, hvor jeg på ingen måde har tabt motivationen”, forklarer Frederik.
Foråret er også her hvor det hele skal afgøres, og aktuelt kæmper vi for sæsonmålsætningen om at komme i top-3, så vi kan få de sjove knald-eller-fald-kampe. Det er selvfølgelig også noget Frederik skeler til, men det sagt, så står og falder det lange træk ikke med hvilken række han indtræder i.
”Selvom Skive ligger og snuser til de sjove pladser, så har jeg købt ind på projektet og visionerne. Jeg håber det allerbedste for gutterne, og at de er i stand til at rykke op, men sker det ikke, så skal vi stadig have arbejdshandskerne på. Nu kommer der efter sommerferien en ny trænerduo med Mathias Albrektsen og Martin Holmgaard med en masse spændende idéer til hvordan tingene skal køre, og det tænder mig at være med til. Jeg er sikker på vi får en spændende trup”, udtaler Frederik Børm.