Skive fH

Tæt på vind eller forsvind kamp for både Skive fH og KIF Kolding

På papiret er det meget klart for begge hold i morgen, en sejr skal på bordet. Både Skive fH og KIF Kolding er placeret under nedrykningsstregen, og der er ikke mange kampe tilbage at hente dem i. Også cheftræner Arne Damgaard ser kampen som tæt på vind eller forsvind.
”Vi skal have en fem-seks point tror jeg, og det kan vi stadig nå, selvom vi taber i morgen, men det er jo en af vores direkte konkurrenter og vi kan nå op på Kolding med en sejr i morgen. Det vil vi meget gerne, så det er en tæt på vind eller forsvind-kamp.”

Begge hold kommer til morgendagens kamp med et nederlag i baggagen. For Skive fH blev det til et nederlag i Fredericia, mens KIF Kolding senest har tabt til Skjern Håndbold på udebane med cifrene 30-20. Hvis det ikke var motivationsfaktor nok, så skal der blot kastes et blik på tabellen, nedrykningsstregen er ganske tydelig, men som ofte før er der spænding til det sidste i HTH Herreligaen. Spænding bliver der også på banen i morgen, hvor Arne Damgaard har et bud på sejrsopskriften.
”Det gør vi ved at komme til at dække godt på, og så spille noget tålmodigt og bredt angrebsspil, hvor vi kommer lidt på ydersiden af deres backs. Jeg synes, vi var alt for meget inde i hovederne af dem sidste gang, så vi skal have bredt det ud, komme ud i banen og komme til nogle afslutninger.”

Hvad der ikke skal med videre til morgendagens kamp var den lange scoringspause, som Skive fH-mandskabet løb ind i i kampen mod Fredericia. 13 minutter uden scoring blev det til, hvor chancerne heller ikke var mange. Masser af fart i spillet er løsningen, fortæller Arne Damgaard.
”Vi skal turde løbe hele tiden, også selvom vi er i overtal, så skal vi op og søge de chancer, der er. Vi er bedst, når vi har fat i spillet, så det skal vi søge at have i hele kampen. Derudover skal vi have flere der bidrager og byder ind, når de kommer på banen. Det er det, der er afgørende for os, når vi får skiftet, at der skal folk gerne komme ind og bidrage.”

Det tilspidser langsomt i bunden af HTH Herreligaen, og Skive skal have point på kontoen. Hvem der dog endnu mere har brug for pointene i morgen er KIF Kolding, og der er således lagt op til et rent gyseropgør i Sydbank Arena, hvor opgøret fløjtes i gang kl. 20.30, fortæller Arne Damgaard.
”Det kan godt være, at vi er pressede, men KIF Kolding er jo endnu mere presset. En af de mest hæderkronede klubber herhjemme ligger til at kunne rykke direkte ned. Taber de til os, er det jo en katastrofe. De skal vinde den kamp, og det skal vi også, så bliver rigtig spændende i morgen.

To kampe på to dage
Kampen mod KIF Kolding i morgen er dog ikke den eneste kamp, der venter for Skive fHs ligaherrer. Torsdag træder de ind i pokalturneringen og møder Hammel GF på udebane kl. 20.05. Lidt senere på ugen møder Skive fH igen Hammel, hvor det her er 2.divisionsherrerne, der skal møde dem. Selvom der ligger to kampe på to dage for ligaherrerne, så er pokalkampen bestemt ikke en, man tager let på, fortæller Arne Damgaard.
”Vi tager ikke let på det og kommer med et bredt hold. Så skal vi selvfølgelig have nogel af de spillere med, som har trænet med os, men ikke har fået så meget spilletid. Så det bliver en bredere trup end vi normalt har, men det er første runde for os i pokalturneringen og den er vigtig for os at komme med i. Det giver nogle gode kampe efter sommerferien som også glæder noget, når vi starter op. Det er også en god motivationsfaktor.
Begge kampe kan følges på Skive fH´s Instagram-profil, hvor vi opdaterer fra opgørene