Skive fH

Tobias Bay skifter til Skive fH

Endnu et ungt talent har sat sin underskrift på en kontrakt med Skive fH, hvor Tobias Bay slutter sig til førsteholdstruppen på en 2-årig aftale. Et ungt hold, der også gemmer på erfarne kræfter, er ved at tegne sig for næste sæson, hvor venstrefløjen ser frem til at blive en del af Skive fH.

”Jeg synes, det er en fed udfordring, og vi kommer helt sikkert til at gøre alt for, at det ikke er alderen man tænker over, når man ser os spille. Hvis man er god nok, så er man også gammel nok, så jeg er ikke bekymret over, at vi har en ung trup. Jeg ser frem til mine to år i Skive, og glæder mig allerede rigtig meget”

Tobias Bay bliver en af tre fløjspillere og kommer til at danne en trio med Sebastian Skøtt og Christian Lorentzen. Tre spillere, som Arne Damgaard glæder sig til at se på banen og til træningerne næste år, hvor alle tre gemmer på kvalitet og alle tre jagter en masse spilletid.
”Tobias er en spændende spiller, som er dygtig teknisk og har rigtig mange afslutningsvarianter. Han er også en spiller, der trænger til at få noget spilletid efter at have siddet på bænken bag ved Bramming i TTH i et par år. Han har været lidt skadet i denne sæson men er klar til at give den gas næste år, og jeg er sikker på, at det er en spiller, vi kan få en masse spændende ud af.”

Spilleminutter er også det, som Tobias Bay jagter, og han også ser frem til at træde ind i et fedt træningsmiljø i en klub, hvor man tør satse på ungdommen. Selv bliver han en af mange fra TTH Holstebro, der også har lagt vejen forbi Skive fH i deres håndboldkarriere.
”Skive fH er en rigtig god klub, der satser på de unge, og jeg synes, det er fedt, at man tør det. klubben har også et rigtig godt setup og har vist over flere år, at rammerne er til stede for de unge. Det er ikke bare over en sæson, men over en lang årrække man har haft succes med udvikling af talenter, og det er fedt at se, at en klub som Skive kan det.”

Der er en helt speciel grund til, at holdet i Skive fH er en god blanding af unge og erfarne kræfter, hvis du spørger cheftræner Arne Damgaard. Ligesom mange af spillerne, der kommer til, jagter tid på banen, så jagter klubben de ambitiøse talenter.
”Det er spændende at arbejde med et ungt hold, hvor man også får nogle ærgerrige spillere, som skifter til os, fordi de gerne vil have spilletid og ansvar. Det gør, at vi får nogle spillere, der kommer til at træne rigtig godt, herefter er det, hvordan man får mikset holdet sammen, når man får så mange nye. Nogle gange lykkes det rigtig hurtigt, men det er umuligt at sige, inden vi samles efter sommerferien. Det er sådan noget, Peter og jeg synes, er rigtig spændende at arbejde med, men vi er også godt klar over, at vi kan få vores udfordringer. For det kan godt være vi på nogle tidspunkter kommer til at mangle den spiller, der har spillet 50 kampe mere som senior, men den udfordring må vi tage med,” fortæller Arne Damgaard.