I denne weekend tog både vores U13-drenge og U13-piger afsted til det uofficielle DM i Hvidovre.
For pigernes vedkommende blev lørdag dagen med de bedste resultater, hvor de vandt fire ud af fem kampe i den indledende pulje og dermed røg videre til kvartfinalen søndag. Her ventede FIF, som pigerne i første omgang havde godt styr på frem til midten af 2. halvleg. Herefter løb de dog ind i problemer og pigerne måtte desværre se sig slået 15-10 efter en virkelig flot indsats!
U13-drengene kunne sætte et kæmpe flueben ved sæsonen, hvis de formåede at vinde dette stævne også efter en rigtig, rigtig fin sæson. De fire indledende kampe blev vundet lørdag og søndag strøg de også lige igennem kvart- og semifinale inden de stod overfor GOG i finalen søndag eftermiddag.
Her gik det som i de tidligere kampe, hvor drengene ikke skulle bruge lang tid på at overbevise publikum om, at de er Danmarks (uofficielle) bedste hold i rækken med en sejr på 23-11.