Skive fH

Ungdomstalent vender hjem til Skive fH

Hallerne i Kulturcenter Skive er ikke ukendte for 19-årige Tobias Bro. Det var her, han startede med en håndbold i hånden og faldt for sporten. Og det er her i hallerne, han kommer til at spille sit første år som senior. Den unge playmaker har underskrevet en toårig kontrakt og vender retur til sin barndomsklub efter en afstikker til TTH Holstebros U19-hold.
”Det har altid været oplagt, at det skulle være Skive igen, og her jeg skulle have min første seniorsæson. Jeg har altid gerne ville spille for Skive og det har været en drøm at løbe rundt herinde på banen foran hjemmepublikummet, som man kender,” siger Tobias Bro.

På gangene imellem hallerne glæder man sig også over, at en lokal spiller nu vender retur til den blå trøje. Ungdomskoordinator Peter Laursen glæder sig over udviklingen, der er et godt skridt ind i projektet om at se flere unge lokale talenter indgå som en del af vores førsteholdstrupper.
”Tobias Bro er et spændende talent, som vi er glade for vender tilbage til Skive fH. Han passer godt ind i vores ønske om at have et lokalt præg i førsteholdstruppen. Han er en spiller, som vi længe har haft et godt øje til, og så glæder det mig, at vi kan hente en rollemodel hjem til klubben for de yngre årgange,” siger ungdomskoordinator Peter Laursen.

Cheftræner Arne Damgaard har også roser til den unge playmaker, der i corona-nedlukningen trænede med i Skive, og beskriver ham som et dygtigt talent med et klogt håndboldhoved.
”Tobias Bro er jo en spiller, der bare giver fuldt skrald, upåagtet hvem han står overfor. Han trænede lidt med sidste år, og kom med alt, når han var der. Han har masser af gåpåmod og kommer med fuld indsats hver gang. Han er god til at lære af sine fejl og komme videre,” siger Arne Damgaard, der dog også mener, der skal et par ekstra kilo på den 184 cm høje playmaker næste sæson.
”Det bliver derudover spændende at følge hans fysiske fremskridt og arbejdet med at få puttet nogle kilo på. For det er klart, hvis han skal udfolde sig som bagspiller, så skal der også nogle kilo på ham. Det er noget af det, vi skal arbejde med næste sæson,” siger Arne Damgaard.

Det er endnu ikke afgjort, om det bliver liga- eller divisionshåndbold for Skive fH, men det har ikke betydning for Tobias Bro, der glæder sig til at træde ind på gulvet i Interfjord Arena. Her tager han hul op sit første år som senior og ser frem til at lære af de mere rutinerede kræfter i truppen.
”Det er et hold, som har mange forskellige kvaliteter og har et fedt set-up og træningsmiljø. Der er mange rutinerede spillere, der også kan guide mig på min håndboldrejse og hjælpe mig med at finde min plads. Jeg vil gerne blive en etableret i en ligatrup og så må man se, hvor langt det kan være for en. Jeg håber, at det her er skuddet til en lang håndboldkarriere,” siger Tobias Bro.