Skive fH

Vi holder minimum 2 sæsoner på topscoreren!

Et publikumsønske fra mange – snakke er blevet taget – så nu er vi glade for at kunne dele en af de RIGTIG gode nyheder med jer. Til dagens kamp er vi stolte over at kunne forlænge kontrakten med vores aktuelle topscorer i sæsonen, da playmaker Joachim Hyldgaard har sat sin underskrift på en 2-årig forlængelse i Skive fH. Forlængelsen er netop blevet præsenteret til sponsorerne forud for Grindsted-braget.

Mathias Albrektsen og direktør Jesper Sørensen har været klubbens repræsentanter i kontraktforhandlingerne, og fra cheftræneren side vækker det stor tilfredshed at kunne holde en af de markante profiler i klubben. Det giver optimale betingelser for at kunne sikre en endnu større kontinuitet med en solid grundstamme, hvilket er en stor prioritet for manden med taktikboardet.

”Grundlæggende har jeg og Jesper stor tilfredshed med at vi kan beholde en profil med Joachims potentiale, for der er jo også andre større klubber, der synes, at han har været en interessant spiller via hans stærke præstationer. Vi føler også, at det er en indikation af, at vi er på rette spor – at vi ikke mister en spiller som Joachim til andre lukrative tilbud, hvilket han med garanti har haft. Alt i alt er det en rigtig god historie for os. Vi er glade for, at Joachim synes, det kunne være interessant at fortsætte hans udvikling her. Det blåstempler os som et sted og et miljø der udvikler talenter og spillere, men viser også at vi bygger lag på. Balance for os lægger mellem at bibeholde så meget grundstamme, som er det, der præsterer godt, og samtidig også at tilføje noget nyt, der kan være med til at løfte os til et højere niveau. Dér falder Joachim selvfølgelig i den kategori af en stamme vi ser kæmpe potentiale i, for han for alvor banket døren som seniorspiller ind i Skive. Han har fået klubbens DNA med seniordebuten her i klubben, hvor han fik chancen og for alvor greb den”, beretter cheftræner Mathias Albrektsen.

For Joachim selv har det været vigtigt at kunne se sig ind i en rolle med tryghed og tillid. Flere spændende telefonnumre er tikket ind på displayet via de gode præstationer, men her i Skive føler han sig rigtig godt tilpas.

”For mig har det været en nem beslutning, for jeg har absolut intet negativt at sige om Skive fH. Jeg kan lide trænerteamet, truppen jeg har hverdagen med, klubben som helhed og organisationen med setuppet rundt om, så det er derfor jeg har valgt Skive til. Ambitionsniveauet og min rolle på holdet stemmer overens med det jeg gerne vil opnå, hvor jeg håber og regner fortsat med at se en progressiv udvikling. Klubben er i en spændende periode, og det vil jeg enormt gerne arbejde videre med”, fortæller den 21-årige strateg selv om underskriften.

At kontrakten ikke blot lyder på et enkelt år, har også været af stor betydning for cheftræneren.

”Vi er jo i en fase, hvor vi hele tiden arbejder med at optimere og udvikle os som klub. Det er rigtig vigtigt for os generelt, at de spillere vi snakker med, kan se sig ind i, at det her er et projekt vi sammen skal bygge markante lag på over de næste to år plus. Vi vil gerne bevare kontinuitet i det næste rul vi laver med den gruppe vi samler, så vi helst ikke står og har mange afgange af nøglespillere efter hver sæson”, kommer det fra Mathias.

Med denne markante forlængelse er Skive fH for alvor i marken med trupsammensætningen for sæson 2024/2025 og fremefter.